Nye færger og færgelejer til Ystad Havn
Ystad Havn skal bygge to nye færgelejer i den ydre havn for at sikre adgang for nye, større færger
Fra venstre Wieslaw Tarka, Polens ambassadør i Sverige, Ola Nordlander, Enhedschef Näringsdepartementet og Björn Boström, administrerende direktør Ystad Havn. Foto: Dick Lindström
Polferries skal bestille to nye store ro-pax færger, og de to havne skal bygge nye færgelejer. Trafikmængden og efterspørgslen på ruten mellem Ystad og Swinoujscie er steget markant de seneste år, og den nuværende kapacitet er ikke tilstrækkelig til at dække fremtidens behov.
- Hensigtserklæringen er utrolig vigtig for Ystad Havn. Det betyder, at vi nu skal bygge to nye færgelejer i den ydre havn, og sammen med vores polske samarbejdspartnere Polferries og Swinoujscie Havn er vi nu bedre rustet til at tage imod fremtidens trafikmængder. Vi oplever, at trafikken til Polen vokser og vokser, og der er et enormt potentiale i handelstrafik til Polen, siger Björn Boström, administrerende direktør for Ystad Havn.
Ystad Havn forventer, at færgelejerne står klar i 2018. Den første af Polferries nye ro-pax færger forventes at blive sat i drift i 2019 og dermed øge kapaciteten med mere end 30 procent.