Jernbanebro lukket resten af året
Siden den 4. september har Jernbanebroen over Limfjorden været lukket for gennemsejling. Den vil være lukket resten af året.
Siden påsejlingen har det været muligt at hæve og sænke broen, så skibs- og togtrafikken ikke har været generet; men i forbindelse med en sænkning af broklappen den 4. september knækkede en del af broens lukkemekanisme af, hvilket siden har holdt broen lukket for gennemsejling, skriver Banedanmark i det seneste nummer af Baneavisen.
To gange i september har broen dog været åbnet for at lade erhvervsskibe og lystbåde sejle igennem; men det vil man ikke gøre mere.
- De to åbninger er gået OK, men har samtidig bekræftet os i, at vi ikke vil risikere, at broen ikke kan lukkes, så togtrafikken ikke kan afvikles over broen, fortæller projektleder Bjørn Lykke til avisen.
En nærmere gennemgang af skaderne på broen har vist, at de skal udbedres snarest - og inden man kan gå i gang med en planlagt udskiftning af broens maskineri. Det betyder, at broen vil være spærret for al gennemsejling indtil den 8. januar 2017, skriver Banedanmark.