22 års makkerskab stopper på havnen
Aalborg Havn sagde mandag farvel til Kran 52, der nu sejles til Egypten
Siden år 1992 har kranen kørt med især jernplader og bulkvarer, korn og foderstoffer, løsvægtsvarer generelt, støbegods og projektgods på havnen i den nordjyske hovedby.
Mandag sagde aalborgenserne så farvel til Kran 52, der har været i aktiv tjeneste i 22 år, men nu har stået stille efter købet af nye kraner i år 2014. Kranen drager via Frederikshavn og belgiske Antwerpen til Egypten, hvor Sesco Trans har købt mobilkranen.
I alle årene har kranfører Jan Laursen siddet i kranens styrehus i 26 meters højde.
- Jeg har i hvert fald siddet der i 12.000 timer. Førhen sad vi jo op til 20 timer i kranen på en arbejdsdag, siger 59-årige Jan Laursen til NORDJYSKE Stiftstidende.
Kranføreren husker tydeligt, dengang kranen - model Gottwald 260 - gjorde sit indtog på havnen i Aalborg.
- Dengang var den så moderne. Vi var mundlamme. Den var nummer ét, siger Jan Laursen.