Universal Transport vokser videre
Vejle-virksomheden opruster med nyansættelser og investeringer i materiel og it
For at ruste sig til den positive udvikling har det derfor været nødvendigt at foretage investeringer i både materiel, it og ikke mindst de hænder, der skal betjene dem.
Det fortæller Thomas Hjort, der kom til virksomheden som ny administrerende direktør i februar 2016, da ejerleder Brian Søgaard valgte at koncentrere sig om salget og give roret videre.
Fremgang over hele linjen
Indtil videre er virksomheden vokset fra 125 medarbejdere i december 2015, til 150 medarbejdere i oktober 2016. Og det er på logistikken, de fleste er beskæftiget.
- Vi har fået rigtig meget gang i vores lagerdrift og på transport, især til byggebranchen. Flytteafdelingen, der ellers udgør den mindste del af vores forretning, har også haft rigtig travlt, så der er fremgang over hele linjen, fortæller Thomas Hjort til Transportmagasinet.
Klar til yderligere vækst
Investeringerne på materiel ligger både i it, men også i det rullende i form af alt fra trækkere til trailere, forvogne og kranbiler til servicering af byggebranchen. Og der er da også indtil videre positive forventninger til årets resultat.
- Vi oplever flot vækst på toplinjen. Nu har vi så investeret på både funktionærer, it-systemer og materiel, så vi kommer ikke til at se samme vækst på bundlinjen i indeværende år, men det er meget bevidst og forventeligt. Med de her investeringer er der gjort klar til yderligere vækst, slutter Thomas Hjort.