23948sdkhjf

Fra søværnet til vaskehallen

Mikkel Merrild har lige forladt Søværnet, men arbejder stadig med vand - nu bare i en vaskehal for lastbiler og trailere.
Masser af energi og masser af gå på mod. Så er der ikke sagt for meget om Mikkel Merrild, som netop er fyldt 30 år samme måned, som han har overtaget Vaskecenteret i Høje Taastrup Transport Center sammen med sin bror. Det skete officielt pr. 1. september 2016.

: Mikkel har de seneste otte år været i Søværnet, hvor han er uddannet navigatør og har rang af premierløjtnant.

- Det har været rigtig spændende at være i Søværnet, men jeg har altid vidst, at jeg ville i land på et tidspunkt. Det har jeg forberedt ved at tage en MBA - Master i Business Administration ved et universitet i London.

Mikkel Merrild har også boet og studeret i USA i en periode. Han har kørt lastbil og installeret vaskemaskiner i Canada. Hans storebror, Morten Merrild, har boet og arbejdet i Canada i snart 10 år. Han har en drevet en stor ”truckwash” i Canada og har i dag firmaet NoviClean, der sælger og installerer vaskesystemer til lastbiler, busser og personbiler. Det er systemer og anlæg fra det finske mærke Tammermatic.

Det var faktisk i egenskab af sælger for Tammermatic, at Mikkel Merrild kom i kontakt med Sven Hansen fra Vaskecenteret.

- Jeg prøvede forgæves at overtale ham til at købe et at vores anlæg, men til sidst endte det med, at min bror og jeg overtog Svens forretning. Han havde et ønske om at sælge, og jeg havde et ønske om at komme i gang med noget på land.

Så i maj sagde Mikkel op i Søværnet og havde sidste arbejdsdag i juni. Umiddelbart efter startede han i lære hos Sven med at vaske lastbiler.

Vaskede hele sommeren

Mikkel er opvokset på en gård i Vestjylland, så han er ikke bange for at få snavsede fingre. Så han gik til lastbilerne hele sommeren - fra kl. 6 om morgenen til kl. 18 om aftenen.

- Ja, jeg har lige så stille fået lastbilvask ind under huden. Jeg er selvfølgelig indstillet på, at det tager tid. Det, som Sven har lært på 17 år, kan jeg ikke lære på tre måneder. Hvordan gør man? Hvad er vigtigt, når man vasker lastbiler? Hvad er det kunderne ønsker?

- Han har hjulpet mig meget, så det er blevet en god overlevering af forretningen. Nu skal jeg vise, at jeg kan håndtere det selv.

God og hurtig service

- Jeg vil egentlig ikke lave så meget om. Det, som Sven har gjort, virker jo. Der kommer lastbiler hver dag. Så jeg vil fortsætte med samme gode service og sørge for at folk kan komme til uden for meget ventetid.

Transportmagasinet: Hvad så med slaget af finske vaskeanlæg?

- Lige nu vil jeg koncentrere mine kræfter om at drive Vaskecenteret; men hvis der er en, der vil købe et Tammermatic anlæg, skal vi nok komme og sætte det op. Der er flere danskere, der arbejder med at sætte anlæggene op i Canada.

- Jeg har forhandlingsretten af udstyret i Danmark, fortæller Mikkel, mens han holder en lille pause mellem lastbilvaskene.

- Der er ganske få Tammermatic anlæg i Danmark, men de er godt udbredt i Sverige og naturligvis også Finland.

Jeg synes, at det er nogle flinke chauffører, der kommer ind af døren. Det er en stor tilfredsstillelse at levere en god service og se, at kunderne kommer igen. Lastbiler skal blive helt rene hver gang - og så skal de hurtigt kunne komme til, slutter Mikkel, inden han skynder sig tilbage til vaskehallen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11