23948sdkhjf

Blodrød kamp om pakkemarkedet

Der tabes og tjenes store penge i den danske post- og kurerbranche.
Brevposten har overlevet sig selv. Det mærker Post Danmark, der har tabt trekvart milliard på fire år. Men hvor brevene svigter, tager pakkerne over. Flittig onlinehandel fylder post- og kurerbilerne op med danske og udenlandske pakker til distribution i det ganske land.

Analyse: Sejre og nederlag i transportbranchen

Voksende omsætninger i både 2014 og 2015 hos fem af de seks store post- og kurervirksomheder, som Transportmagasinet har analyseret, og en samlet omsætningsstigning på knap 3 milliarder kroner sidste år, vidner om et pakkemarked i vækst. Kun Post Danmark øgede ikke omsætningen sidste år, og det er til trods for, at postgigantens pakkeafsætning steg med 11 procent.

Se post- og kurervirksomhederens nøgletal her

Top 100
Artiklen her er en del af Transportmagasinets brancheanalyse - Top 100.

Læs også de samlede konklusioner fra Top 100-analysen eller analyseartikler om andre underbrancher i transportsektoren .
GLS i top
Den europæiske distributionskæmpe GLS har med sine dag-til-dag-leveringer godt fat i det danske pakkemarked. Trods et bundlinjefald på små 6 procent leverede GLS underbranchens med afstand største overskud i 2015 på knap 100 mio. kr. I årsrapporten betegner GLS-ledelsen resultatet som tilfredsstillende og meddeler, at virksomheden fortsætter det rentabilitetsfokus, der i årets Top 100-analyse kaster den næstehøjeste overskudsgrad og tredjehøjeste afkastningsgrad af sig.

Selvom DHL og UPS ikke præsterer samme indtjeningsevne som GLS, tjener de to aktører traditionelt penge i Danmark - og det gjorde de også i 2015. DHL, der også opererer som speditør i Danmark, har post- og kurerbranchens højeste omsætning, når man ser bort fra Post Danmark. Men det til trods tjente DHL blot en tredjedel af, hvad GLS gjorde i 2015. Status quo på bundlinjen i 2015 anses af DHL-ledelsen som tilfredsstillende i et år, hvor Express-divisionen øgede omsætningen marginalt, mens Fragt-divisionen voksede med 10 procent.

Som segmentets eneste aktører øgede UPS resultatet før skat sidste år. UPS beskæftiger sig med at levere pakker på tværs af landegrænser og oplevede i 2015 en høj encifret vækstrate i pakkevolumen. Amerikansk-baserede UPS forventer, at den danske forretning vil vokse i takt med, at eksporten finder momentum. Men det bliver ikke uden konkurrence, idet blandt andet den danske gren af DHL også henter langt størstedelen af sin omsætning på eksportopgaver.

Blodrøde bundlinjer
Selvom omsætningen stiger, og millionoverskuddene er tocifrede hos GLS, DHL og UPS, er overskudsgraderne over en bred kam pressede blandt kurererne. Halvdelen af post- og kurersegmentet tabte endda penge sidste år. Det gælder styrtblødende Post Danmark, men også segmentets to mindste aktører målt på omsætning, TNT og Bring Express.

TNT’s seneste overskud i Danmark skal findes tilbage i 2011, hvor et marginalt overskud afløste to år med underskud. Omsætningen har befundet sig stabilt omkring den halve milliard siden da, inden den tog et seriøst hop sidste år. På bundlinjen kostede hård priskonkurrence og interne forandringer i TNT-koncernen i 2015 godt og vel en fordobling af underskuddet. Det betyder, at TNT har sat i omegnen af 90 mio. kr. til før skat de sidste fire år. TNT-ledelsen forventer dog en forbedret indtjening i 2016, da en del af 2015-tabet skal tilskrives engangsomkostninger.

Branchens mindste aktør Bring Express lagde en tredjedel på toplinjen sidste år, men vekslede samtidig et lille overskud til røde tal. Bring Express forventes i årets løb at blive fusioneret ind i Bring Danmark sammen med søsterselskabet Bring Cargo.

Post- og kurerbranchen mere end fordoblede det samlede underskud sidste år. Renses regnestykket for Post Danmarks enorme tab, gik de resterende fem aktørers samlede overskud tilbage fra 123 mio. kr. i 2014 til 90 mio. kr. i 2015.

Post på dagsordnen
I løbet af sommeren 2016 har post- og kurerbranchen floreret hyppigt på de bonede gulve. Det er diskussionen omkring Post Danmarks momsfritagelsesprivilegier og den udligningsudgift, som de andre postaktører er pålagt at betale til Post Danmark, der er blusset op på ny. I skrivende stund er udfaldet, at Skat har ændret praksis, så PostNord ikke længere kan tilbyde momsfri levering til webbutikker.

Chef for logistik og e-handel i PostNord Danmark, Carsten Dalbo, udtaler, at Skats beslutning kommer til at betyde prisstigninger for kunderne – som i forvejen må undvære lørdagsomdelingen. Carsten Dalbo vurderer, at ændringen kommer til at koste PostNord mellem 100 og 200 mio. kr. og sandsynligvis vil medføre flere fyringer oveni de knap 800, som blev annonceret tidligere på sommeren. Ifølge Post Danmarks årsrapport skar selskabet mere end 900 ansatte fra i 2015.

Artiklen er en del af temaet Top 100.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.622