23948sdkhjf

Buschauffør fra bremseulykke er blevet sigtet

Skolebus fuld af flygtningebørn blev i oktober påkørt af en lastbil i Himmerland. Nu er buschaufføren sigtet.

Det var buschaufførens skyld, at en skolebus med 38 børn fra et asylcenter i oktober blev ramt bagfra af en lastbil, mener Nordjyllands Politi. Nu er chaufføren sigtet i sagen, oplyser TV2 Nord.

Anklagemyndigheden vurderer, at buschaufføren var skyld i ulykken, da han bremsede hårdt op uden grund.

Ti af børnene kom til skade og måtte køres til behandling på forskellige jyske sygehuse.

Fire af dem kom så alvorligt til skade, at chaufføren er blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 249 om uagtsom legemsbeskadigelse.

Flere af børnene brækkede ben og arme, mens andre slog hovedet. Ingen af de to chauffører kom noget til.

Ulykken skete en eftermiddag på Løgstørvej ved Stenild, da bussen med de 38 børn var på vej fra skole i Simested hjem til deres asylcenter i Skørping.

Buschaufføren havde problemer med at styre sine passagerer, og han foretog tilsyneladende opbremsningen for at skabe ro i bussen.

- Chaufføren har allerede været holdt ind til siden et par gange for at få dem til at sætte sig ned. Men de bliver ved med at løbe rundt. Så giver han lige et tryk på bremsepedalen for at understrege, at de skal sidde ned - ikke stå op, sagde politikommissær Jørn Kresten Nielsen, Nordjyllands Politi, lige efter ulykken til Ritzau.

Chaufføren var ifølge politiet ikke opmærksom på, at der kørte en lastbil lige bagved.

Afstanden mellem de to køretøjer var så kort, at lastbilchaufføren ikke nåede at bremse. I stedet bragede han ind i bussen, der var fyldt med 13 til 17-årige børn.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078