Torben Rafn forlader bestyrelse
Torben Rafn forlader ITDs bestyrelse. ITD mister dermed en vognmand med mange års erfaring med organisationsarbejde og over 50-års erfaring som vognmand.
- Der skal lyde en stort tak til Torben for den solide indsats, som han har ydet for ITDs bestyrelse, for medlemmerne og transportbranchen generelt gennem de seneste mange år. Torben har med sin store viden om branchen bidraget til at sætte kursen for ITD, siger formand for ITD, Gert Jakobsen.
I stedet for Torben Rafn indtræder tidligere suppleant til bestyrelsen Ib Andersen fra virksomheden Alex Andersen Ølund A/S i ITDs bestyrelse.
Ib Andersens virksomhed er kendt landet over, og virksomheden har gennem mange år oparbejdet en ekspertviden inden for transport af blomster og andet temperaturfølsomt gods i Danmark og Europa.
Ib Andersen tager sin internationale erfaring med ind i bestyrelsen.
- Vi er sikre på, at vi med Ib på holdet bliver dækket godt ind. Ib har et godt kendskab til branchen og kommer med nye input og erfaringer til bestyrelsesarbejdet. Derfor glæder vi os til at tage imod ham på førstkommende bestyrelsesmøde, siger Gert Jakobsen.
ITDs bestyrelse består herefter af Gert Jakobsen, Christian S. Madsen, Lars Jørgen Skov, Niels Juel Nielsen, Poul Henrik Schou, Trine Støwe Kristiansen og Ib Andersen.