23948sdkhjf

Nu ruller modulvogntogene

Hvis gaverne i år er for store til at komme med på julemandens slæde, bliver det til gengæld intet problem at få fragtet dem ad de danske landeveje.

I tre år har Vejdirektoratet bygget om og justeret blandt andet sving og rundkørsler i hele landet, og fra mandag er alle veje gennem Jylland klar til at tage imod de særligt lange modulvogntog, der kan have en længde på op til 25,25 meter.

Det glæder fragtmand Claus Jensen fra Sæby Godstransport i Nordjylland.

- Nu kan vi med to modulvogntog fragte det samme som med tre almindelige, og det giver en besparelse både økonomisk og miljømæssigt, siger han til DR Nordjylland.

Når modulvogntogene er fuldt lastede, vil de kunne veje 60 tons.

De nye vogntog giver en mere effektiv godstransport, og det kan i sidste komme både vognmænd og forbrugere til gode, mener Claus Jensen.

- Der er mulighed for billigere varer i butikkerne, fordi man kan have flere varer med for den samme pris, siger han.

Hos brancheorganisationen DTL-Danske Vognmænd har det af flere grunde været en mærkesag at få vejnettet gjort klar til de store lastbiler. Det siger administrerende direktør Erik Østergaard.

- Det reducerer antallet af lastbiler i trafikken og mindsker dermed trængslen. De færre lastbiler reducerer også mængden af trafikstøj og CO2-udslippet. Det er dermed bedre for klimaet, vel at mærke uden at trafiksikkerheden forringes. Det er altså ud for enhver betragtning et fremskridt, fortsætter Erik Østergaard.

Allerede nu har flere af modulvogntogene været på vejene, og det har ikke givet anledning til flere uheld, oplyser man hos Vejdirektoratet.

Vognmand Claus Jensen er da heller ikke bekymret for, at det vil gå ud over trafiksikkerheden og er også overbevist om, at de almindelige bilister vil tage godt imod flere modulvogntog på vejene.

- Når der er færre lastbiler på vejen, vil der selvfølgelig også blive færre ulykker. De er kun seks meter længere, så det tager heller ikke så mange sekunder mere at overhale, siger han.

Mens alle statsveje i Jylland nu er klar til modulvogntogene, er der endnu et stykke på Fyn og Sjælland, hvor man mangler omkring 100 kilometer vej.

Ombygningen af disse ventes at være færdige i løbet af 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082