Olego er blevet Josam-forhandler
Den unge forhandlervirksomhed Olego A/S går nu ind i tungvognssektoren. Firmaet bliver fra marts 2017 eneforhandler af udstyr fra svenske Josam. Det handler om udstyr inden for opretter- og hjulmålingssystemer til lastbiler, busser og store varebiler.
Olego blev stiftet i 2008 af Ole Riemandsgaard og har været forhandler af Car-O-Liner’s produktprogram lige siden. Nu kommer Josam til. Det er ejet af Car-O-Liner Alignment System.
- Her i Danmark har der været to forskellige forhandlere af henholdsvis Josam og Car-O-Liner. Nu har de ønsket kun at have én forhandler, fortæller Ole Riemandsgaard.
- Vi er rigtig glade for, at vi er valgt til at løfte den opgave. Det betød, at vi fra den 1. november er blevet Josam forhandler i Danmark, Færøerne og Grønland. Den tidligere forhandler i Danmark fortsætter frem til den 28 februar 2017, hvorefter vi er ene om at sælge og servicere Josam-udstyr.
Kender produkterne
Ole Riemandsgaard kender udstyret fra sin tid som faglærer på karosseriskolen i Silkeborg.
- Jeg var faglærer i 22 år og har været på flere kurser hos Josam - både i Sverige og på deres kususcenter i Florida, USA. Jeg kender deres produkter rigtig godt; men udviklingen har været stor inden for de senere år, så lige nu er vi i gang med at blive efteruddannet, så vi kan servicere deres produkter på bedste vis.
Faktisk er Olego A/S allerede begyndt at servicere produkterne. Olego A/S har allerede været rundt på flere lastvognsværksteder for at gøre opmærksom på forhandlerskiftet og for at få et overblik over det udstyr, der findes i Danmark.
Opretning af chassiser
Et andet stort Josam-program er udstyr til opretning af skadede lastvogne, chassisopretning og førerhuse
Dertil kommer et stort program inden for induktionsvarmere, som bruges i forbindelse med reparationer og hjulindstillinger.
- Det er udstyr, som rigtig mange værksteder har.
Ole Riemandsgaard regner også med, at den del opbyggerfirmaer kan komme til som kunder. Især, hvis opbyggerne arbejder med at forlænge chassiser. Så er der brug for at tjekke hjulindstillingerne bagefter.
Yderligere ansættelser
I forbindelse med overtagelsen af Josam-agenturet har Olego ansat Niels B. Nielsen som konsulent. Hermed har firmaet tre fuldtidsansatte til at tage sig af salg og service på Car-O-Liner og Josam udstyr.
- Hvis det udvikler sig, som vi håber, kan det være, at vi vil ansætte en mand til udelukkende at servicere Josam; men lige nu har vi en enkelt mand til at servicere begge mærker.
- Jeg får fin "back up" fra fabrikken i Sverige.
Frem til 2007 havde Car-o-liner eget kontor i Danmark. Her nåede Ole Riemandsgaard lige at være ansat et år, før Car-O-Liner lukkede kontoret og gjorde ham til dansk forhandler. Josam har aldrig haft eget kontor i Danmark. De har haft en distributør.
Baggrund som underviser
- Jeg har jo en baggrund som underviser. Derfor sætter jeg en stor ære i at foretage en grundig undervisning.
- Desuden er der to skoler i Danmark, som har grejet, nemlig Vejle og TEC i Hvidovre.
- Det er vigtigt, at skolerne har det nyeste grej og får tilrettet procedurerne omkring deres undervisning. Det er jo der, at eleverne ser det for første gang. Det er også her, de senere skal på efteruddannelsen, slutter Ole Riemandsgaard, som lige når at tilføje, at Olego udstiller på Transport 2017 i Herning til marts.