23948sdkhjf

Krone moderniserer

Opfører nyt lakeringsanlæg, brugtvognsværksted og omlægger trafikken til og fra fabrikken.

Den tyske trailerproducent, Krone, planlægger en større modernisering af fabrikken i Werlte. Der skal bygges et nyt anlæg til overfladebehandling af trailere, chassiser m.v. Centret bliver 120 x 130 meter i areal og får en højde på 16 meter. I alt bebygges 16.000 kvadratmeter.

- Rent teknisk bliver centret for overfladebehandling topmoderne. Vi får de sidste landvindinger med inden for vores industri, udtaler Bernard Krone.

- Vi vil fortsat anvende overfladebehandling baseret på katodisk dyppe lakering (KTL) og pulverlakering. Processerne bliver nu optimeret, forbedret og automatiseret.

Hensyn til miljøet

Det nye anlæg vil i særlig grad tage hensyn til miljøet. Alle dampe fra pulverlakeringsovnene vil blive behandlet i et særligt afgasningsanlæg. Energiforbrug vil blive lavere og lugtgenerne færre. Rensning af spildevand fra anlægget vil blive udført efter nyeste standarder.

Investeringen er budgetteret til at koste 35-40 millioner euro (cirka 300 millioner danske kroner).

Andre forbedringer

Det nye overfladecenter er en del af Krones masterplan Progress 2020, hvor der i alt skal investeres 50 mio. euro i moderniseringer og forbedringer af fabrikken i Werlte.

De andre tiltag omfatter opførelsen af en ny bygning til Krone Used, der står for salget af brugt materiel.

Desuden skal adgangsvejene til fabrikken lægges om. Trafikken til og fra fabriksområdet flyttes fra Bernard Krone Straße til Kaserne Straße. Det vil reducere støjbelastningen på Bernard Krone straße.

Endvidere planlægges en udflytning af køretøjsudleveringen, så der bliver direkte adgang til omfartsvejen rundt om byen. Samtidigt planlægges et nyt område til varemodtagelsen.

I masterplanen planlægges også en ny moderne montagelinje med en højere automatiseringsgrad for produktion af de fremtidige køretøjsgenerationer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078