23948sdkhjf

Skat sender data om 1700 Uber-chauffører til politiet

Skat har videregivet oplysninger om adresser og personnumre på de chauffører, som har bopæl i Danmark.

Skat har overgivet navne, adresser og cpr-numre på 1700 chauffører fra kørselstjenesten Uber til politiet, skriver Jyllands-Posten.

Skat modtog i efteråret op mod 2000 navne fra de hollandske skattemyndigheder med henblik på at finde ud af, hvem og hvor meget de pågældende havde tjent på at køre Uber.

Ud af de navne har Skat identificeret 1700 personer. Kun få personer mangler at blive identificeret, da en del af chaufførerne optræder på listen flere gange.

Det har ikke været muligt for avisen at tale med nogen fra Skat, men presseafdelingen oplyser i en mail, at Skat har modtaget en anmodning om udlevering af Uber-oplysninger fra politiet.

- Denne er efterkommet, og Skat har sendt oplysningerne til politiet i sidste uge efter en vurdering af bestemmelserne om udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder.

Skat skriver videre, at de oplysninger, som er blevet udleveret, er adresser og personnumre på de chauffører, som har bopæl i Danmark.

Det har heller ikke været muligt at tale med nogen fra Uber.

Kørselstjenestens talsmand i Danmark, Oliver Carra, skriver dog i et skrifteligt svar, at det fremover bør være obligatorisk for virksomhederne at dele oplysningerne med Skat.

- Det vil medføre, at deleøkonomien i Danmark kan vokse under ordnede vilkår, som kommer det danske samfund til gode, lyder det fra Oliver Carra.


/ritzau/

Læs mere om: Uber
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11