23948sdkhjf

Masser af it-løsninger på Transport 2017

Skandinaviens største transportmesse byder den 23.-25. marts på et væld af it-systemer, der letter virksomhedernes daglige drift

På Transport 2017 kommer det til at myldre med it-løsninger, der hver især fremviser netop deres bud på en mere automatiseret og digitaliseret hverdag for transportvirksomheder. Antallet af it-udstillere er hele 25 procent større end på den seneste messe i 2015.

Ifølge branchedirektør for DI Transport, Michael Svane, er digitalisering blandt de vigtigste fokusområder for at øge produktiviteten i branchen:

- Digitalisering og implementering af it er ikke blot en mulighed for branchen, det er en nødvendighed. Det gælder alt fra effektiv flådestyring til track and trace og automatisk timeregistrering. It kan i dag optimere mange processer og hjælpe med at etablere nye kunderelationer, og det er tydeligt, at de virksomheder, der formår at tage digitaliseringen til sig, står stærkere end konkurrenterne, siger Michael Svane og fortsætter:

- De store spillere har for længst inkorporeret it i driften, men evnen til digital omstilling er ikke lige så udtalt blandt de mindre vognmænd. Vi skal sikre, at de gode erfaringer med it i store virksomheder glider ned igennem systemet til de små og mellemstore vognmandsforretninger, så vi kan løfte hele branchen, siger Michael Svane.

Hold styr på flåden

Flådestyringsredskaber er den type it-løsninger, som vognmænd traditionelt først tager til sig. Redskaberne giver overblik over bilernes aktuelle position samt oplysninger om den enkelte chaufførs kørselsmønster. En række udstillere på Transport 2017 præsenterer deres bud på flådestyringssystemer.

- Transportbranchen har måske været lidt sen til at tage it til sig, men vi kan mærke, at det virkelig rykker lige nu. Rigtig mange mellemstore vognmandsforretninger henvender sig til os, fordi de ønsker mere viden om flådens brændstofforbrug og kørselsadfærd, siger Morten Saxenborg, salgskonsulent hos r2p Tracking.

Større virksomheder, der ønsker at være helt i front i forhold til flådestyring, kan med fordel slå vejen forbi FLS Scandinavias stand, hvor repræsentanter fremviser et system, der gennem en avanceret matematisk algoritme konstant beregner på den optimale udnyttelse af hele flådens køretøjer. Programmet tager højde for mange forhold og optimerer løbende den samlede køreplan, mens chaufføren får tilsendt informationer i realtid.

Nem lønadministration

Mens mange it-virksomheder tilbyder omfattende løsninger med flere funktioner integreret som en del af pakken, specialiserer andre sig inden for et enkelt felt. Blandt de sidstnævnte er Intempus, der demonstrerer en overskuelig app til timeregistreringen, som letter administrationen af løn.

- En chaufføroverenskomst er kompliceret, blandt andet på grund af køre- og hviletid. Al denne info er integreret i vores app, så chaufføren blot skal trykke sig ind og ud, forklarer André Hedegaard Madsen, marketingansvarlig hos Intempus.

Også virksomheden TachoLøn demonstrerer deres bud på et timeregistreringssystem, der spiller sammen med køretøjets lovpligtige tachograf, der blandt andet registrerer chaufførens køre- og hviletid.

Løsningerne er mange, og udvalget af leverandører er bredt. Så står man og mangler en løsning, er et messebesøg på Transport 2017 en god mulighed for at danne sig et overblik.

Artiklen er en del af temaet Transport 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094