Dieselbiler sviner 10 gange mere end busser og lastbiler
Giftige gasser fra trafikken på EU’s vejnet forpester himlen over Europa. Og når transportsektorens store emissionssyndere skal udpeges, står dieselbiler i skudlinjen. De udsender nemlig 10 gange så mange af de miljø- og sundhedsskadelige NOx-partikler som busser og lastbiler, skriver Finans.
Det viser en ny EU-rapport.
- Det er jo skræmmende, fordi det viser, at det bilgodkendelsessystem og den markedsovervågning, vi har af vores biler i Europa, slet ikke fungerer, siger Christel Schaldemose (S), europaparlamentariker og medlem af EU’s dieselgate-udvalg.
Rapporten, som er udarbejdet af The International Council on Clean Transportation (ICCT), afslører, at problemet er størst i Europa, hvor der sælges flere dieselbiler end noget andet sted i verden. I 2014 blev der solgt 8,8 mio. af slagsen. Det er dobbelt så mange som i Kina - verdens næststørste dieselmarked.
Forskerne bag rapporten lægger op til, at personbiler i EU fremover bør underlægges mindst lige så skrappe testkrav, som der stilles til lastbiler, inden de kommer på markedet.
Med lastbiler har overvågningsmyndighederne blandt andet mulighed for at pille en tilfældig model ned fra samlebåndet til analyse, mens bilproducenter selv står for udvælgelsen.
Efter dieselgate-skandalen, hvor VW blev grebet i at have installeret svindelsoftware i sine dieselbiler, kom der for alvor fokus på de laboratorietests, der bl.a. skal måle bilernes udledning af de giftige kvælstofilter - NOx.
Men forskellen på testresultaterne og kørsel i virkelighedens trafik er stadig enorm. ICCT-rapportens data viser, at dieselbilers generelle NOx-udslip stadig er op til syv gange højere end den EU-godkendte grænse på 80 mg/km., når først de rulles ud i den europæiske infrastruktur.
Hos Forenede Danske Motorejere (FDM) pointerer man, at den tilgængelige teknologi, der skal nedbringe køretøjernes forureningskraft, er bedre tilpasset busser og lastbiler.
- På grund af størrelsesforskellen er det udstyr, der bliver puttet i bilerne, bare ikke lige så effektivt som det, der bliver puttet i de store køretøjer. Og det er meget dyrt at få udviklet noget til personbilerne, der pladsmæssigt kan være der, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM til Finans.