”Tingenes internet” på vej i transportsektoren
Nordic Logistics Association (NLA) har deltaget i en konference om ”tingenes internet” (internet of things) i sidste uge i Bruxelles med fokus på transport.
Hovedemnet var, hvordan internettet, satellitter og ny teknologi vil kunne binde køretøjer sammen og i de kommende år gøre dem helt selvstændige. Der er en masse i gang på området, og Nikolaus von Peter, medlem af kommissær Violeta Bulcs kabinet, kunne fortælle, at transport er den næst vigtigste sektor, EU investerer i.
Men det hollandske medlem af Europa-Parlamentet Wim van de Camp, udtrykte på konferencen bekymring over den politiske situation i Europa, hvor øget nationalisme vil gøre det sværere for EU i tide at træffe beslutninger for at være blandt de ledende i brugen af denne teknologi.
Industrien var dog optimistisk med hensyn til udviklingen af ny teknologi, men indrømmede også, at det er svært at finde dygtige folk, der kan hjælpe til med denne udvikling.
Det stod klart, at det vil kræve en masse investeringer, før de nye forbundne køretøjer kan fungere alle steder i Europa – og ikke kun i byområderne – og at dette vil være en stor udfordring.
NLA er bidragsyder til en aktuel undersøgelse om fremtiden for førerløse køretøjer, som International Transport Forum under OECD arbejder på i øjeblikket. Undersøgelsen vil blive præsenteret i maj på det årlige ITF møde i Leipzig.