Flere 450’ere til fremadstormende vognmand
Der er fart på vognmand Kenneth Meilby fra Klarup ved Aalborg. I løbet af få år er hans forretning vokset til 10 lastbiler inklusiv en spritny Scania R 450 LA 6x2, som han i sidste måned fik leveret af Stiholt i Aalborg.
Kenneth Meilby driver sin vognmandsforretning baseret på gammeldags dyder som orden i sagerne, overholdelse af reglerne, aflønning efter overenskomsten og respekt for medarbejderne. Derfor har han valgt at overlade den nye bil til en chauffør i stedet for selv at overtage firmaets nyeste bil.
R 450’eren er specificeret med (næsten) optimal brændstoføkonomi for øje, det vil sige med Scanias superøkonomiske 6-cylindrede motor på 450 hk, GRSO905R-gearkasse med integreret overgear og retarder og enkeltreduceret R 885-bagtøj med 3,07:1 i udveksling.
Vognmanden ved godt, at Michelin-mændene, tagskiltet og tryklufthornene på taget koster lidt på brændstoføkonomien, men til gengæld er han sikker på, at investeringen i veludstyrede biler kommer godt igen i form af loyalitet fra chaufførerne. Derfor er Highline-førerhuset på den nye R 450’er da også udstyret med fuld læderpakke, termosideruder, stort Premium-lydanlæg og fuldautomatisk klimaanlæg, mens Buur & Thomsen i Vrå har givet det øvrige førerhus-interiør en kærlig omgang…
Nordjysk Autolakering i Sæby står bag den flotte lakering, mens Stiholt i Aalborg har udført den elegante og praktiske opbygning med heldækkende alu-dørk, høj galge samt brændstof- og AdBlue-tanke i venstre side og integreret værktøjsskab i højre side bag de fabriksmonterede sideskørter.
Bilen har siden leveringen blandt andet kørt med fyrværkeri, men nu er den som de fleste af Kenneth Meilbys øvrige biler især beskæftiget med dagligvarekørsel i Danmark.
Ud over den nye Scania R 450 har Stiholt for nylig også leveret en seks måneder gammel R 450 udlejningsbil til Kenneth Meilby, som på sit dieselregnskab kan se, at Scanias 450 hk-motorer går længst på literen af alle hans biler. Sælger Peter Munkholm er bagmand for leveringen.