Et hovedværk om godstransport
"Transport er et spændende, men samtidig uhyre kompleks emne. Den er bevægelse i tid og rum, og når den er gennemført, er den usynlig, men har skabt en værdi. Det er en ydelse, som skal igangsættes, gennemføres og afsluttes på meget kort tid. Det er samtidig et produkt, som i ekstrem grad styres af meget kraftige svingninger i efterspørgsel efter konjunkturer sæson eller tid på dagen."
Sådan indleder Jørgen Burchardt sit store værk om godstransporten. Værket består af tre bind - i alt cirka 1.500 sider - og hedder Gods på Vej.
Det er den første egentlige systematiske og videnskabelige gennemgang af vognmandsbranchens aktiviteter - og som det fremgår af det indledende citat, er Jørgen Burchardt fuld af beundring for disse landevejens riddere, som ikke alene holder Danmark kørende. De er været hele grundlaget for det velfærdssamfund, vi har bygget op i Danmark.
Takket være transporten har vi i 1950’erne kunnet flytte fabrikker ud fra bykernerne. Det har været muligt at transportere store betonelementer og opføre store haller og fabrikker i forstæderne. Vejene er blevet gode, og virksomhederne er blevet større.
Transportbranchen blev i 1960’erne dygtigere og hurtigere til at transportere firmaernes varer rundt i landet og langt ud over landets grænser til fjerne lande. Helt frem til i dag har vognmandsbranchen været krumtappen i den danske eksport. Og den vil være det i mange år fremover, hvis vi skal tro Jørgen Burchardt - og det gør vi ganske bestemt.
Helt fra stenalderen
Hans værk om godstransporten består af tre bind på hver cirka 500 sider. Hvert bind opdelt på hver sin måde.
Første del af bog 1 er en kronologisk tilgang til transport, hvor transporthistorien gennemgås - lige fra bondestenalderen, hvor okser er blevet brugt som trækkraft - frem til 2015, hvor der bliver kørt med modulvogntog.
Anden halvdel af bindet er en gennemgang af den tekniske infrastruktur og de hjælpemidler, der er nødvendige for effektiv transport. Her gennemgås udvikling af vejene, lagrene, containerne, pallerne og emballagen.
Transportens mange specialer
I bog 2 kommer Jørgen Burchardt nærmere ind på de mange specialer i transport og sammenslutningerne.
Vognmændene har altid været organiseret. De har lavet formidlingscentraler. De har samarbejdet på kryds og tværs i netværk. Netværk og erfagrupper er ikke et nymodens fænomen. Det er en vigtig del af den måde, som de har klaret sig på - og det er godt beskrevet af Jørgen Burchardt.
Han slutter bindet af med fire store "cases" - eller eksempler på, hvordan forskellige virksomheder har arrangeret deres transporter for at blive hurtigere, mere effektive, mere miljøbevidste osv. Han beskriver grundigt FDB’s distribution, som i 1920’erne foregik med tog., men i dag foregår med lastbil.
Han har store kapitler om andre transportspecialer: afhentning af mælk, eksport af svin og baggrunden for elementbyggeriet.
Bog 3 handler om de nye begreber og tendenser inden for transport som forsyningskæder, supply chain management og logistikkens værdiskabelse.
Forskningen har haft det svært
Og så sluttes bog 3 af med en gennemgang af forskning i vejtransporten. Den har haft det svært i Danmark, ikke mindst fordi søfarten og den maritime historie har domineret gennem århundrederne.
Burchardt kommer med en kraftig opfordring til at fortsætte med at studere dansk transporthistorie.
I den forbindelse retter han en stor tak til de institutioner, firmaer og fonde, som har støttet denne store bogprojekt - ikke mindst FDE Fonden, som har det direkte skrevet ind i deres formålsparagraf, at de støtte udbredelse af viden om transport og lastbiler.