Maritime studerende i nærkontakt med rederierne
Nysgerrige blikke og spørgsmål præger stemningen, når Martec afholder Rederidag for alle skolens maritime studerende. De unge er tydeligvis interesserede i at vide mere om karriere og jobs i de danske rederier.
Det er fjerde år i træk at Martec inviterer rederierne til at besøge skolen for at præsentere deres uddannelses- og jobmuligheder. Formålet er at vejlede og guide de unge til en branche, som kan være svær at forstå udefra som studerende. Den direkte kontakt til erhvervet er samtidig med til at gøre de maritime uddannelser håndgribelige og vedkommende. Den tætte forbindelse mellem uddannelse og job er et kendetegn ved maritim uddannelse, som er afgørende i rekrutteringen af nye studerende.
Martec afholder udover Rederidagen en bred erhvervs- og karrieredag hver efterår, hvor virksomheder fra samtlige tekniske brancher og erhverv kan deltage og brande både job- og teknologi overfor fremtidens tekniske ledere og fagfolk.
Deltagerne i tirsdagens Rederidag var studerende fra Skoleskibet Danmark, HF Søfart, befaren skibsassistent, maskinmesteruddannelsen og skibsmaskinistuddannelsen.
Esvagt, Mærsk Line, Rohde-Nielsen, Forsvaret og DS Norden deltog i dette års Rederidag på Martec. Derudover stod Metal Maritime Afdeling/CO-SEA klar med rådgivning.