Danske vognmænd henter chauffører på Filippinerne
Danske vognmænd er i gang med at ansætte chauffører fra Fillippinerne, der skal køre på de europæiske landeveje. Det skriver Avisen.dk.
Der har netop været ansættelsessamtaler i denne uge i Filippinernes hovedstad Manilla. Det er et filippinsk bureau, der står for samtalerne. Men det er vognmandsvirksomheder i Letland og Polen med danske ejere, der har slået jobbene op.
Avisen.dk har talt med én af de filippinske lastbilchauffører, der har været til jobsamtale. Han har fået oplyst, at de filippinske chauffører vil få udbetalt, hvad der svarer til 7.000 kroner om måneden.
En af vognmandsvirksomhederne er danske ICB Drivers Network. Her bekræfter direktør Benny Nielsen, at det er hans polske datterselskab, der har slået stillingerne op. Men han ønsker i øvrigt ikke at kommentere sagen.
Det vil til gengæld Jørgen Steffensen, som har en vognmandsvirksomhed i Letland.
- Jeg forsøger at få chauffører herop fra Filippinerne. Men de får præcis den samme løn som de lettiske chauffører, jeg har i forvejen, siger han til Avisen.dk.
Gennem EU-regler har chaufførerne, der kommer til Letland, også mulighed for at køre ture på danske landeveje.
På trods af den høje arbejdsløshed i mange EU-lande, kan det ifølge vognmand Jørgen Steffensen ikke lade sig gøre at finde lastbilchauffører inden for EU's grænser.
- Der er stor mangel på chauffører i Europa i øjeblikket. Problemet i dag er, at de europæiske chauffører ikke har lyst til at være væk flere uger ad gangen. De vil gerne hjem til deres kone og familie hver aften. I Filippinerne har de mere tradition for at arbejde i udlandet, siger han.
Den forklaring køber de ikke i lastbilchaufførernes fagforbund, 3F Transport.
- Der er massiv ungdomsarbejdsløshed i både Spanien, Italien og Frankrig. Så hvis man ikke kan finde arbejdskraft i Europa, må det have noget med lønnen at gøre, siger forhandlingssekretær Flemming Overgaard.
Han tror ikke på, at vognmændene henter chauffører fra et andet kontinent, hvis de skal have det samme i løn som de europæiske chauffører.
- Hvis vi skal til at have filippinske lønninger i Europa, får lønpresset jo aldrig nogen ende. Det her er et fuldstændig unødvendigt ræs mod bunden, siger han.