23948sdkhjf

Transportministeren på akut høflighedsvisit i Tyskland

Folketingets transportudvalg har i de seneste tre dage været på tur i Nordtyskland, og fredag kom en uventet gæst med på rejsen. Ole Birk Olesen var nemlig taget til Tyskland for at mødes med sine kolleger i Slesvig-Holsten, skriver Flensborg Avis.

Under sit besøg syd for grænsen mødtes den danske minister med Slesvig-Holstens viceministerpræsident, Anke Spoorendonk fra SSW og viceministeren fra delstatens trafikministerium. Sidstenævnte mødtes han med ved Kielerkanalen under den omstridte motorvejsbro, der er totalt nedslidt og skal udskiftes i de kommende år.

Ole Birk Olesen lod sig gerne fotografere af såvel danske som tyske medier, men han var ikke interesseret i at kommentere den ballade, som er opstået, efter at han tidligere på ugen sendte et brev til den tyske trafikminister Alexander Dobrindt (CSU/CDU) i Berlin. Heri betvivlede den danske minister, at det slesvig-holstenske miljøministerium kan klare opgaven med at behandle de 12.600 klager, der er kommet mod den planlagte Femer-forbindelse.

Brevet, der i tyske medier kaldes et »brandbrev«, blev sendt til Berlin dagen efter, at det statslige firma bag byggeriet af Femernbælt-forbindelsen, Femern A/S, havde afleveret svar til de tyske myndigheder på godt og vel 12.600 indsigelser mod projektet.

I Slesvig-Holsten har regeringen været irriteret over ministerens fremgang, og derfor udtrykker viceministeren i Slesvig-Holstens trafikministerium, Frank Nägele (SPD), også tilfredshed over, at den danske minister fredag dukkede op i egen person.

- Det viser, at ministeren er villig til at høre på os og deltage i en dialog, siger Frank Nägele til Flensborg Avis.

Viceministeren var den eneste politiker, der blev tilbage for at tale med pressen. Og det var på trods af, at to tyske fjernsynsstationer og en række journalister fra lokalpressen ytrede ønske om at få en kommentar fra Ole Birk Olesen.

Frank Nägele var dog tilfreds med, at der blev mulighed for at vise ministeren, hvordan processen med at få godkendt byggeprojekter i Tyskland fungerer.

- Jeg håber, at vi har kunnet gøre det klart for ministeren, at beslutningen vedrørende plangodkendelsen af broen ikke kun ligger i vores hænder. Jeg synes også, at vi har vist, at det her projekt er forbandet vigtigt for os, siger Frank Nägele til Flensborg Avis.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079