23948sdkhjf

SF vil hæve totalvægten for el-varebiler

Elektriske varebiler på 4250 kg totalvægt skal kunne køres med lille kørekort, foreslår SF

SF vil give chauffører med lille kørekort (B-kørekort) lov til at køre i varebiler op til 4250 kg totalvægt, hvis varebilen vel at mærke er elektrisk drevet. Grænsen mellem stort og lille kørekort går ellers ved 3500 kg.

Det er SF’s trafikordfører Karsten Hønge, der står bag forslaget. Han sigter på, at el-varebiler – som har et forholdsvis tungt batteri – får mulighed for at transportere samme mængde gods som dieseldrevne 3500 kg biler.

- En dieseldrevet varebil i den størrelse kan rumme otte europaller, mens en eldrevet varebil kun har plads til seks europaller, oplyser Karsten Hønge. Samtidig angiver han prisen for en el-dreven varebil til 1,2 millioner kroner, mens den dieseldrevne model koster 450.000 kroner.

Forslaget mødes med udbredt sympati i folketingssalen, men sympatien rækker ikke til en vedtagelse. De fleste i folketinget vil afvente et lignende forsøg i Tyskland.

Den tyske ordning
Tyskland ændrede sine kørekortregler pr. 31. december 2014. B-kørekortet skal dog suppleres af fem timers undervisning i en elbil, der vejer op til 4250 kg.

Tyskland skal aflevere en midtvejsrapport i slutningen af 2018. Den midlertidige ordning udløber 31. december 2019.

For lille gevinst til dansk forsøg
- Man bør afvente de tyske resultater, før vi eventuelt selv igangsætter en identisk ordning med kommissionens tilladelse, erklærede transportminister Ole Birk Olesen (LA) ved førstebehandlingen af SF’s beslutningsforslag.

- Omkostningerne ved en sådan forsøgsordning er for store i forhold til den potentielle gevinst, fortsatte Ole Birk Olesen uden at kunne sætte beløb på.

Dansk Folkeparti siger nej, Socialdemokratiet vil endevende forslaget i udvalgsbehandlingen, mens Kristian Pihl Lorentzen (V) hænger sit nej på, at det kræver et større energiforbrug at flytte rundt på en betydelig tungere masse.

- Det udstiller en af bagsiderne ved elbiler, sagde Venstre-manden.

 Bilen er tungere uanset hvad ...
Henning Hyllested (EL) er betænkelig for færdselssikkerheden, når det lille kørekort kan bruges i en varebil over 3500 kg. Han vil dog gerne indkalde eksperter til at vurdere forslaget under udvalgsbehandlingen.

Roger Matthissen, Alternativet, ønsker en melding fra de tyske myndigheder om forsøget. Han fremhæver, at den tyske speditionsbranche glæder sig over den pragmatiske løsning på mangel på chauffører med stort kørekort.

 Interessant for byggebranchen
Karsten Hønge henviser til en gruppe danske og tyske forskere, som anbefaler, at ordningen udbredes til hele EU. Det vil skabe et marked for store elektriske varebiler.

- Mange varebiler kører mindre end 100 km på daglig basis. Derfor vil el-varebilen med den nuværende teknologi kunne opfylde behovet for mange.

- El-varebiler vil være særlig oplagte at bruge i brancher med mange korte ture eksempelvis byggebranchen, påpeger Linda Christensen, DTU, Ole Kveiborg, COWI, samt de to tyske eksperter Jens Klauenberg og Christian Rudolph i en artikel, som Karsten Hønge faldt over på Trafikdagene på Aalborg Universitet sidste år.

Tre forskere ved Norges transportøkonomiske institut fremhæver også byggebranchen som et velegnet sted for el-varebiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094