Man ser ikke mange med høje hæle i transportbranchen
At være ene høne blandt en større flok haner er ikke noget, Kitte Filtenborg lå søvnløs over, da hun for et års tid siden stiftede virksomheden Trusted Services.
- Altså, jeg elsker jo transportbranchen. Der er fart på. Aldrig to ens dage. Jeg har altid været vant til, at de fleste af kollegerne er mænd.
- Man ser ikke mange med høje hæle; men som kvinde har jeg haft det ganske fint med den jargon, at "en skovl er en skovl".
- Omvendt vil jeg mene, at jeg som kvinde bringer noget friskhed ind i en lidt støvet og mandsdomineret branche. Jeg bilder mig også ind, at jeg har en anden og mere empatisk tilgang til kunderne og deres behov.
Trænger til et ansigtsløft
Kitte Filtenborg har i løbet af sin karriere været drevet af at give transportbranchen et ansigtsløft. Der var for lidt fokus på kundeservice og en for konservativ tilgang til forretningsudvikling. Sådan oplevede hun det gennem mere end 20 års arbejde med logistik og transport.
- Der er uden tvivl mange dygtige mænd i transportbranchen, men generelt for lidt nytænkning og fokus på den enkelte kunde. For ofte handler det bare om at levere et produkt fra A til B og så hurtigt videre i teksten.
- Jeg savnede mere empati rettet mod kunden og også mere rum til at skabe andre former for transportløsninger end de traditionelle.
Efter en karriere i Post Danmark, UPS Danmark og DHL Express sprang hun derfor ud i den dybe ende og startede sin egen transportvirksomhed.
At gå den ekstra mil
Kitte Filtenborgs virksomhed har to ben at stå på. Hovedforretningen Trusted Services leverer skræddersyede transportløsninger og har fokus på at hjælpe mindre virksomheder og iværksættere.
- Jeg har aldrig været god til at passe ind i en kasse i en større virksomhed. Nu har jeg plads til at udvikle transportløsninger, som forhåbentlig kan komme mange til gode. Det er meget vigtigt for mig, at kunden får både rådgivning, en god oplevelse og den allerbedste service.
Kitte Filtenborg mener, hvad hun siger. Hun stiller høje krav til sine chauffører og er heller ikke bleg for at involvere både mand og svigerfar, når en kunde i nød skal hjælpes.
- Jeg tror, man kommer længst, hvis man er klar til at gå den ekstra mil. Både ved at lægge en masse timer og kræfter i ens virksomhed, men også ved at strække sig meget langt for at imødekomme kundernes behov.
Redningskrans til detailhandel
Ved siden af kerneforretningen Trusted Services er Kitte Filtenborg ved at udvikle et nyt digitalt transportkoncept. En app kaldet ship@ease skal give detailhandlen ny luft i kampen mod den stadigt voksende nethandel.
- Jeg ser et stort forretningspotentiale i at løfte serviceniveauet hos detailhandlen, så de får gladere og mere loyale kunder.
Fra butik til levering
Med ship@ease kan forretningsdrivende kombinere det bedste fra deres fysiske butik med levering til adressen, som vi kender det fra nethandlen.
Butikkerne behøver ikke længere gå glip af et salg, hvis en bestemt model, farve eller størrelse ikke er på lager. Ved at bruge Kitte Filtenborgs app kan butikken i stedet fastholde kunden og gennemføre salget. Så snart den rigtige vare kommer hjem, leveres den til kundens hjemmeadresse.
Knofedt og kapital
Konceptet er smart og ligetil, men det kræver dog andet end knofedt at få det ud over rampen, fortæller Kitte Filtenborg:
- Jeg har stort set lige lanceret ship@ease. Derfor skal jeg bruge det næste stykke tid på at få konceptet til at leve for alvor. Det kræver, at jeg får noget ny kapital ind i virksomheden for at udvikle og markedsføre konceptet.