Forsker: Politikere ignorerer fakta om højere fartgrænser
Politikerne ignorerer gang på gang, at der dør flere, når hastighedsgrænserne på vejene sættes op.
Sådan lyder udmeldingen fra flere frustrerede trafikforskere ifølge Videnskab.dk.
En af dem er Harry Lahrmann, der er trafikforsker på Aalborg Universitet.
- Forskningen viser entydigt, at hvis hastighedsgrænsen går op, så går antallet af kvæstede og dræbte på vejene også op, siger han.
Derfor er han træt af, at nogle politikere påstår det modsatte.
Det er blandt andet Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, der ifølge forskerne før er gået imod fakta i debatten om hastighedsgrænser.
- Motorveje er uhyre sikre, så det har vi ingen betænkeligheder ved, sagde han til Altinget i 2016 i forbindelse med regeringens planer om at undersøge muligheden for at hæve hastighedsgrænserne på flere veje.
Og ifølge Videnskab.dk har Kristian Pihl Lorentzen stadig samme opfattelse.
Han mener, at forskernes kritik er for ensporet.
- Jeg læser forskning og videnskab, og det er skam interessant, men det skal også kombineres med det virkelige liv.
- Nogle gange kan forskerne se tingene lidt for meget fra en osteklokke. Jeg har haft et langt liv på landevejene, og det er det, jeg bygger min opfattelse på, siger han til Videnskab.dk.
Men Harry Lahrmann mener netop, at forskningen beskriver det virkelige liv.
- Det forstår jeg ikke, hvad han mener med. Som forskere beskriver vi jo virkeligheden med de anerkendte metoder, der er, siger han.
Kristian Pihl Lorentzen tilføjer, at forskerne skal huske på, at det er politikerne, der træffer beslutningerne.
Men det er heller ikke problemet ifølge Harry Lahrmann.
- Det er fair nok, at politikerne vil have højere hastighedsgrænser, og at man er villig til at tage den omkostning.
- Men det er ikke fair at sige, at det ikke koster flere dræbte og kvæstede at sætte hastigheden op. Det er der, kæden hopper af, siger han.
/ritzau/