Ny kombiterminal bør ligge i Køge
En ny markedsanalyse viser, at der er et bydende behov for en international kombiterminal på dansk jord, så der kan omlastes gods fra skinner til vejnettet til de godt fire millioner forbrugere i Øresundsregionen.
Når den nye Femern Bælt forbindelse åbner, vil godsmængderne fra godstog stige markant; men allerede i dag er der behov for en kombiterminal et sted langs den nye jernbanelinie Ringsted-Køge-København til at håndterede stigende godsstrømme øst-vest i landet.
Der er meget på spil, ikke kun for Køge, men for hele Danmark. De øgede godsmængder svarer til over 1.000 godsvogne om ugen. De kan enten stoppe og skabe arbejdspladser i Danmark, eller de kan bare suse forbi og skabe arbejdspladser i vores nabolande.
En ny terminal, der kan flytte gods fra vejnettet til skinner, og omvendt, vil ligge optimalt i Køge. Det siger 11 store danske og udenlandske transport- og logistikvirksomheder i en ny markedsanalyse.
Et flertal af de interviewede virksomheder i markedsanalysen fremhæver blandt andet nærhed til det europæiske motorvejsnet, let adgang til Køges erhvervshavn, den kommende Femern Bælt-forbindelse og EU-transportkorridoren fra Helsinki i nord til Sicilien i syd.
Virksomhederne fremhæver også, at Køge ligger på København-Ringstedbanen, den veludbyggede vejinfrastruktur i og omkring Køge samt adgangen til Skandinavisk Transport Center.
Køge er porten til mange millioner forbrugere
Køge har en unik mulighed for at blive et knudepunkt for logistik i Nordeuropa. Skal det ske, er der brug for, at de betydeligt stigende mængder jernbanegods, der ventes, når Femern Bælt forbindelsen åbner, kan lastes effektivt om i Danmark.
Analysen viser, at der er brug for handling nu, hvis ikke chancen skal glide Køge af hænde. Dertil kommer, at en kombiterminal vil skabe vækst og arbejdspladser og spiller direkte ind i den grønne dagsorden. Transport på skinnerne tager noget af presset motorvejen – og er en mere CO2-venlig transportform.
Formanden for Femern Belt Development og borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen siger:
- Det er vigtigt, at vi regionalt udnytter de nye muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser som den nye infrastruktur i Østdanmark giver os. Det handler om at vise rettidig omhu og sørge for, at vi er helt fremme i bussen og ikke overlader initiativet til svenskerne og tyskerne, som i givet fald nok skal formå at udnytte mulighederne. En kombiterminal ved Køge er en mulighed for vækst og arbejdspladser, vi ikke må forpasse.
Borgmester i Køge Kommune Flemming Christensen siger:
- Jeg er glad for markedsanalysens resultater, der klart viser, at transport- og logistikerhvervet efterspørger en kombiterminal ved Køge. Det viser endnu en gang, at Køge Kommune er godt på vej til at blive et regionalt kraftcenter. Nu vil jeg appellere til de ansvarlige politikere og embedsfolk om at kigge seriøst på muligheden for at anlægge en ny international kombiterminal i forbindelse med den nye bane mellem København og Ringsted og med en senere mulighed for tilkobling til den faste Femern Bælt forbindelse.
Transport- og logistikvirksomhederne i markedsanalysen forventer, at en ny international kombiterminal ved Køge kan omsætte gods svarende til 18 godstog med hver 36 vogne, om ugen, i begge retninger.