23948sdkhjf

Aalborg Havn er Danmarks første CO2-neutrale havn

Aalborg Havn kan nu bryste sig af at være Danmarks første CO2-neutrale havn og én af de få CO2-neutrale havne i verden

Da Aalborg Havn satte målet om at blive en CO2-neutal i 2010, var der lang vej igen. Det årlige energiforbrug medførte i 2010 en CO2-udledning på 1.240 tons, som primært kom fra forbruget af diesel til bugserbåde, mobilkraner og andre køretøjer, samt et stort elforbrug til blandt andet vej- og pladsbelysning.

Siden 2010 er der iværksat en lang række små og store tiltag, som har medført betydelige energibesparelser og reduktioner i udledningen af CO2. Men investeringerne har ikke blot gavnet miljøet: De energibesparende investeringsprojekter er blevet behandlet som enkeltstående business cases på lige fod med andre investeringer.

- De fleste energibesparende tiltag kan fint konkurrere økonomisk med alle andre typer af investeringer, hvorfor det hele går op i en højere enhed og understøtter vores strategi om at være Danmarks Intelligente Havn, siger Claus Holstein, administrerende direktør i Aalborg Havn A/S.

Nyt materiel
Det er forbruget af diesel, el og fjernvarme, der tæller i Aalborg Havns samlede CO2-regnskab. Dieselforbruget er reduceret løbende gennem udskiftning af køretøjer og maskiner. Seneste initiativ er opsætning af tre elladestandere på havnens område samt udskiftning af den vagthavendes tjenestebil med en elbil. Samtidig har havnen intensiveret brugen af overvågningskameraer, som er med til at spare en del køreture.

- Og da elbilen bruger vindmølle- og solenergi bliver det simpelthen ikke meget mere bæredygtigt, siger Brian Dalby Rasmussen, miljøkoordinator i Aalborg Havn Logistik A/S.

I 2012 blev blandt andet havnens driftskontor renoveret efter den skrappeste energistandard ”passivhusstandarden”, som blandt andet reducerede varmeforbruget i bygningen med hele 85%.

Lysstyring og LED
Samme år tog havnen hul på renovering af plads- og vejbelysningen. Der blev indført lysstyring, hvor alle driftsmedarbejdere kan regulere lyset via smartphone, og herefter er størstedelen af belysningsanlæggene på Aalborg Havn systematisk blevet renoveret og er overgået til LED-belysning.

I 2014 blev havnens fire store mobilkraner erstattet af tre nye kraner. Til trods for en betydelig vækst i kranarbejdet i 2016, så er det samlede energiforbrug lavere end tidligere.

I 2015 blev endnu en milepæl sat, idet godsbanegården på Aalborg Havn blev renoveret og genindsat i drift. Godsbanen erstatter mange lastbiltransporter ned i Europa, og forbruger langt mindre energi pr. flyttet tons gods.

- Gevinsten kommer miljøet og kunderne til gode, men tæller ikke med direkte i havnens grønne regnskab. Ikke desto mindre er det nok det miljøtiltag, vi er mest stolte af, siger Brian Dalby.

Vind, sol og skinner
I 2013 opførte Aalborg Havn desuden Nordjyllands dengang største solcelleanlæg med en årlig produktionskapacitet på 80.000 kWh, hvilket er nok til at dække elforbruget i Aalborg Havns driftsafdeling og administrationsbygninger.

Med Aalborg Havns køb af havnefaciliteterne ved Nordjyllandsværket, fulgte der en 2 MW Siemens vindmølle med i handlen. I 2016 producerede møllen ca. 4 mio. kWh el, og med møllens produktion som en del af havnens samlede energiregnskab, så gik CO2 balancen i nul i 2016. 

På spørgsmålet om, hvad det næste bliver, kommer svaret prompte:

- På energisiden, så er vi jo nu CO2-fri, så næste skridt er at blive fri for de fossile brændsler, altså dieselolien. Første skridt er taget med indkøb af den første elbil, men de næste skridt kender vi ikke endnu. Derudover så får vi fra 2018 faciliteter til at modtage spildevand fra især krydstogtsskibene, så det kan renses i land fremfor at blive udledt til havs. Vi arbejder også målrettet på at få flyttet mere gods via jernbane eller med container via havnens containerterminal. Vi har også indledt et fast samarbejde med Aalborg Universitet, som skal hjælpe os med at definere og udfolde bæredygtighed som forretningsstrategi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204