Guldager sætter en ære i det gode håndværk
Henrik Guldager er den deltager, der har vundet Nordic Trophy flest gange. På Transport 2017 kan du komme lidt tættere på ham og på historien om de lastbiler, der har formet hans liv.
Der er skrevet mangt og meget om Henrik Guldager, siden han i 1985 vandt lastbilkonkurrencen Nordic Trophy for første gang. Nu, 32 år og yderligere seks sejre senere, polerer han ufortrødent videre på endnu en lastbil, der skal gøres klar til udstilling.
Æren, anerkendelsen og perfektionen i det gode håndværk. Det er noget, Henrik Guldager kan tage og føle på.
Slik for øjnene
Midt i garagen står det seneste skud på lastbil-stammen. Blank som et spejl, klædt i gul, rød og orange med flere kilometer bladguld indlagt i lakken. Sweet Eye Candy, som bilen er døbt, er i sandhed slik for øjnene, og for en grønskolling som jeg, der aldrig har set sådan en rigtig udstillingslastbil helt tæt på, er det svært ikke at blive imponeret.
Henrik Guldager selv er noget sværere at imponere. Som vi går rundt om bilen påpeger han flere små detaljer, som jeg ellers aldrig havde fået øje på, men som han insisterer på at udbedre.
For Henrik Guldager er det ikke så meget resultatet, der tænder, men processen - og han er konstant i proces, konstant med antennerne ude for at finde inspiration til næste opbygning.
Når én bil er færdig, kigger han allerede frem mod den næste.
Perfektionisme på højt plan
Det er ikke alle biler, som han er lige tilfreds med. For det her er perfektionisme på højt plan, med konstante ambitioner om at gøre det endnu bedre, og at skubbe grænserne for det mulige.
Sweet Eye Candy bærer præg af filosofien: Ingen halve løsninger. Derfor bladguld, selvom guldfarvet maling kunne gøre jobbet billigere. Derfor en komplet kabine i karamelfarvet læder, selvom nappa havde været meget nemmere at tørre af.
Næse for detaljen
Det koster klejner at bygge sådan en lastbil, det kan enhver se med det blotte øje. Men det er ikke alene størrelsen på pengepungen, der bestemmer, om man får succes på lastbiludstillingerne - for selvom man køber alverdens dyre stykker udstyr, så hjælper det lige lidt, hvis man ikke har næsen og ikke mindst øjet for, hvad der fungerer, mener Henrik Guldager.
Det kræver tid, kærlighed og knofedt, når bilen skal rundt i landet til show hver weekend i sæsonen. Det kræver et stærkt bagland, som Henrik i høj grad har i hustruen Lone - de to har kendt hinanden, siden de var 17 år gamle.
Det kræver også en vis form for købmandskab, hvis enderne skal nå sammen. Derfor insisterer Henrik også på, at hans lastbiler ikke bare er nipsting, men at de rent faktisk skal ud på landevejen og tjene ind til livets ophold.
En lang historie
Henrik Guldager tegner og fortæller det meste af formiddagen væk. Om dengang i starten af 80’erne, hvor man for første gang begyndte at dekorere lastbilerne med motiver. Om busplys, og Herstal-lamper, og komplet indtræk med gardiner fra Lene Bjerre. Og det brune førerhus i komplet læder Chesterfield-look, som alle synes var så grimt, men som året efter var at finde alle vegne. Om dengang i 1970, hvor hans egen far startede som vognmand, og det tændte ideen i sønnikes hoved. Der er scrapbøger, gamle blade og Techno-biler i vindueskarmen. Det er blevet en lang historie.
- Dengang jeg var 8 år gammel, hvis du spurgte mig, hvad jeg ville være, så ville jeg have sagt vognmand. Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor, siger Henrik Guldager i dag.
Inden han fik kørekort, arbejdede Henrik på en lokal maskinstation; men det var da han var 16 år gammel, på en bustur til Spanien, at han for alvor følte sig kaldet. Fra sit sæde bag chaufføren kunne han følge med i, hvordan landevejenes kilometer fortog sig. Og så var han hooked.
- Jeg er ikke af den generation, hvor man bare tog en flyver på charterferie, i hvert fald ikke i min familie, så det at komme til Spanien, det var stort, husker Henrik.
Da han kom med i faderens vognmandsforretning som 18-årig, var det nemmest at få tilladelser til at køre mod øst, mens de sydlige himmelstrøg var noget sværere at spore sig ind på. Drømmen om at køre sydpå var Henrik ikke klar til at slippe til fordel for sne og sjap i Finland. Udlængslen brændte så stærkt, at han i 1987 opkøbte en vognmandsforretning med en tilladelse, og siden kørte fisk til Spanien i 28 år, indtil konkurrencen fra østeuropæerne blev for meget. I dag kører vognmandsforretningens 10 lastbiler næsten alle containere i stedet - under lidt mere familiære himmelstrøg.
Startede som 17-årig
Opbygger-eventyret startede da han var bare 17 år gammel, inden han overhovedet selv måtte sidde bag rattet på de lastbiler, der skulle komme til at forme hans liv.
Henrik havde omhyggeligt dekoreret en af sin fars lastbiler, og fik overtalt en bekendt til at køre til trucker-jamboree i Odense, for at deltage i udstillingen. Det var her, han vandt sin første pokal, som i dag står i vindueskarmen på kontoret. Selvom den ikke syner af meget, og Henrik Guldager efterhånden har mange andre større og mere imponerende pokaler, så er det stadig den, der betyder mest. Det var den, der tændte ilden.
Siden er han kommet i en liga for sig, med syv sejre i Nordic Trophy, den ypperste anerkendelse. Det er han den eneste, der har gjort; men sidste år måtte han gå slukøret fra konkurrencen med en andenplads. Nu haler hans nærmeste konkurrent langsomt men sikkert ind på rekorden - og det huer ikke et konkurrencemenneske som Henrik Guldager. Han holder blikket rettet mod horisonten.
- Vi skal hele tiden flytte overliggeren, og blive ved med at udvikle os. Med den alder og den viden, jeg har nu, er jeg nærmest umulig at arbejde for, fordi jeg ser alle fejl. Vi kæmper med os selv. Fra det, vi startede ud med i 1984 og til det, vi har i dag, er der en verden til forskel, fordi vi er blevet ved med at udvikle.
Sin egen værste kritiker
Henrik Guldager er sin egen værste kritiker, og han stiller høje krav til de folk, han samarbejder med.
Det er ikke sjældent sket, at han har fået fagfolkene til at pille timers arbejde ned og starte forfra; og hvad der for du og jeg syner ganske pletfrit, vil Henrik Guldager kunne pille fra hinanden, analysere og finde hver en fejl.
Han har arbejdet sammen med den amerikanske kunstner Ray Hill de seneste 12 år. Deres samarbejde er nogle gange sat på prøve, når den kreative Ray Hill og den perfektionistiske Henrik Guldager skal have tingene til at gå op i en højere enhed - men resultaterne taler for sig selv.
Alle udstillerne er konstant på jagt efter, hvad det næste store bliver. Hvordan bliver man ved med at blæse folk bagover, uanset, hvem betragteren er? Der er konstant brug for at flytte grænser, og dermed også bevæge sig på det overdrev, hvor folk enten elsker eller elsker at hade. Der er ingen middelvej, for det middelmådige er ikke godt nok.
| Henriks Volvo Den svenske producent står hjertet nær, og er også blevet en samarbejdspartner i flere sammenhænge, hvor Henrik Guldager som konsulent har arbejdet med at opbygge lastbiler for dem. - Der er mange fine lastbiler på markedet i dag, men for mig har det bare altid været Volvo. Det var også det, min far kørte i. Det har bare hængt ved. - Jeg kan godt lide, at dem på værkstedet kender mit navn, og jeg har aldrig set en anledning til at skifte mærke, siger Henrik Guldager. |
