23948sdkhjf

Fredsø vinder national trafikpris

Fredsø Vognmandsforretning fra Mors vandt torsdag - blandt fire nominerede virksomheder - årets "Sikker Trafik Erhvervs-pris"

Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har igen i år uddelt hæderspriser til en virksomhed, der har gjort en særlig indsats med at gøre de ansattes kørsel mere sikker og til en medarbejder, der med sin ildhu har fået sine kollegaer og arbejdsplads til at sætte endnu større fokus på trafiksikkerheden i arbejdstiden.

Fredsø Vognmandsforretning ApS fra Nykøbing Mors vandt Sikker Trafik Erhvervprisen 2017 og prisen Årets Ildsjæl gik til chauffør og arbejdsmiljørepræsentant Kaj Schmidt fra Nagel Transport og Logistik ApS i Padborg.

- De to vindere fortjener fuldt ud priserne, da de begge har stået bag initiativer, der gør erhvervskørslen mere sikker i Danmark. Det gavner os alle, når chauffører i tunge køretøjer er mere opmærksomme og kører efter forholdene, da det betyder, at uheld og ulykker kan undgås, siger Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), der deltog i konferencen, roser de mange virksomheder, der arbejder målrettet med at gøre de ansattes kørsel mere sikker, så ulykker kan undgås.

- Jeg er meget optaget af, at vi har fokus på trafiksikkerhed hele vejen rundt - det vil sige både, når vi færdes i trafikken privat eller i medfør af vores arbejde. Det er selvfølgelig et delt ansvar at skabe forbedringer i trafiksikkerheden, hvor flere myndigheder og organisationer skal arbejde sammen. Derfor glæder det mig meget, at rigtig mange virksomheder arbejder målrettet med at forbedre trafiksikkerheden, siger Ole Birk Olesen.

Glad og stolt vognmand
Det var en rigtig glad og stolt vognmand Benny Nielsen fra Fredsø Vognmandsforretning, der sammen med sin hustru og to sønner kunne tage imod anerkendelsen for at være det lysende eksempel på en trafiksikker virksomhed i Danmark.

Ord er normalt overflødige hos morsingboer, der lever gennem handling, men glæden lyste ud af vognmanden, der nu har endnu en titel at flage med i det nordjyske.

For ikke alene løb Fredsø Vognmandsforretning i 2014 af med titlen som Årets Transportvirksomhed hos DTL – Danske Vognmænd. Virksomheden vandt også i januar i år DI’s landsdækkende initiativpris blandt 18 regionale nominerede for at tage ansvar for både ansatte, kunder og for det miljø, som virksomheden uundgåeligt påvirker gennem sit virke.

- Jeg er overrasket og glad. Jeg havde ikke regnet med, at vi vandt, for vi var oppe mod et stærkt felt, siger Benny Nielsen til NORDJYSKE, med henvisning til de andre nominerede: Carlsberg Danmark, Krüger Aquacare og DSV (Road).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078