23948sdkhjf

Solidt årsregnskab fra BHS Logistics

Meget er gået den rigtige vej for det tidligere Bech-Hansen & Studsgaard, der rapporterer om en vækst i omsætningen på 7 procent

Den bornholmske transportvirksomhed BHS Logistics, der tidligere gik under navnet Bech-Hansen & Studsgaard, har netop offentliggjort tal fra årsregnskabet 2016. Og der er flere positive takter at berette.

Virksomhedens omsætning ramte i 2016 hele 516 mio. kr., og samtidig voksede bundlinjen med 6 mio. kr. - fra 11,4 mio. kr. i 2015 til 17,4 mio. kr. i 2016.

- Mange ting er gået den rigtige vej - og så har medarbejderne taget fra for alvor og leveret et rigtig godt regnskab, fortæller direktør Morten Studsgaard.

- Det er naturligt, at det nuværende og ekstraordinært høje aktivitetsniveau i det bornholmske samfund også smitter af på vores regnskab, da én af vores kerneforretninger er, at vi flytter varer ind og ud af øen. Og lige nu er der ikke meget, der tyder på, at væksten på Bornholm flader ud, uddyber han.

Morten Studsgaard oplyser, at et andet vækstområde er BHS Logistics' håndtering af pharma-produkter til og fra medicinalindustrien.

Han glæder sig samtidig over, at ledelse og medarbejdere er lykkedes med et større turnaround i firmaets Service Center, der er salgs- og serviceværksted for lastvogne, trailers, lifte og hejseværk med mere.

Ser man på det indeværende regnskabsår er det også et positivt billede, der tegner sig.

- Vi forventer, at 2017 bliver på niveau med 2016, hvis konjunkturerne er med os. Der har været en fornuftig start på året,og det ser ud til, at der er gang i hjulene rundt omkring, siger direktøren til Transportmagasinet.

BHS Logistics' egenkapital udgør nu lidt over 50 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219