Ejere overvejer salg af Københavns Lufthavn
Det australske finansinstitut Macquarie har taget sit ejerskab af Københavns Lufthavn op til overvejelse.
Australske Macquarie, der sammen med Ontario Teachers' Pension Plan ejer små 60 procent af Københavns Lufthavn, overvejer nu sit ejerskab.
Det skriver finansgruppen til Københavns Lufthavn, der har delt informationen med fondsbørsen.
- MIRA (fonden, der sidder på aktierne red.) har for nylig udpeget rådgivere til at assistere i en strategisk gennemgang af investeringen.
- Det både kan og ikke kan resultere i en afhænding af ejerskabet. Vi vil i de kommende måneder gå i dialog med investorer i infrastruktur og vores aktionærer, hvor en eventuel salgsproces sandsynligvis vil blive vedtaget i 2017, skriver Macquarie til Københavns Lufthavn.
Macquaire købte sig ind i lufthavnen i 2005 og købte yderligere en stor luns for 570 mio. kr. i 2009.
Lufthavnen, hvis aktier kan handles på Københavns Fondsbørs, er af aktiemarkedet værdisat til 43,3 mia. kr.
/Ritzau/