Irsk transportselskab dømt for manipulation
Et irsk transportselskab er idømt en bøde på 85.500 kr. for manipulation med lastbilens fartbegrænser og den tachograf, der optegner chaufførens køre-hviletid.
6. september 2016 blev en lastbil fra det irske selskab standset af Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd i Padborg. Lastbilen blev ført af en 44-årig irsk chauffør, og under kontrollen opstod der mistanke om manipulation.
- Chaufføren fik pludselig trang til at gå på toilettet. Men inden han fik lov at gå, blev han grundigt undersøgt af folkene fra Tungvognscenter Syd, der fandt en magnet i hans ene sko, fortæller specialanklager Pernille Moesborg fra Sydøstjyllands Politi.
Som en del af efterforskningen undersøgte Tungvognscenter Syd den GPS, der sad i lastbilen.
- GPS-oplysningerne og chaufførens diagramark, der optegner chaufførens kørsel og hviletid, stemte som udgangspunkt overens. Men i nogle tilfælde fortsatte GPS’en, mens der på diagramarket blev optegnet hvil. I disse tilfælde blev der dømt for, at chaufføren havde manipuleret tachografen og fartbegrænseren med magneten, forklarer Pernille Moesborg.
Torsdag 15. juni 2017 afsagde Retten i Sønderborg dom i sagen.
Selskabet blev dømt for, at chaufføren i tre tilfælde havde manipuleret med tachografen, så den optegnede hviletid, selvom lastbilen kørte. Samtidig blev fartbegrænseren manipuleret, så lastbilen kunne køre for hurtigt. Selskabet blev også dømt for, at chaufføren i fire tilfælde havde overtrådt reglerne om køre- hviletid. Det udløste en bøde på 85.500 kr.
Det er uvist, hvordan selskabet stiller sig til dommen.
Der vil på et senere tidspunkt blive ført en sag mod chaufføren.