23948sdkhjf

Lastbilen er ladet med appelsiner - og hash

Rutineret hashhandler fra Møn får fængsel i syv år. Han tjente 3,4 millioner kroner på transporter

En lastvogn proppet med appelsiner fra Spanien havde også ulovlige varer med, da den sidste forår blev standset af politiet i Herfølge på Midtsjælland.

Torsdag har en 37-årig mand i Retten i Aarhus tilstået, at det var ham, der havde arrangeret transporten af et halvt ton hash på lastbilen, som også havde 18,5 ton appelsiner med.

Samtidig har han erkendt indsmugling af yderligere et ton hash, som blev fordelt til kontakter i Norge, Sverige og Danmark.

Andreas Monnerup Redding er blevet idømt ubetinget fængsel i syv år, oplyser retten.

I straffen indgår desuden, at han fra sit hjem i Stege på Møn bragte en M 95 riffel med skarpe patroner til en adresse i Herfølge.

Også tidligere har Redding gjort sig bemærket som en af de tunge drenge indenfor hashhandel.

For nogle år siden fik han fem år i en anden stor hashsag. Og i 2014 blev han i øvrigt dømt for en revolver, han lå inde med på Møn.

Betjentene gik metodisk til værks, da de efter lang tids overvågning i december sidste år ransagede flere adresser.

Det betalte sig at være grundig. For gemt i et bloklys hos Andreas Redding fandt de regnskaber over leverancer og en seddel med navne på kontakter.

3,4 millioner kroner tjente han på at få sendt i alt et ton hash til de nordiske lande, og heraf har politiet fundet 1,9 millioner i kontanter, som nu er konfiskeret.

Anklager Mette Fladkjær oplyser, at hun bad om en straf på fængsel i otte år. Resultatet på syv år er blevet modtaget af Andreas Monnerup Redding. Det oplyser hans forsvarer, advokat Henrik Stagetorn.

Oprindeligt rejste politiet sigtelse om smugleri af ikke mindre end 11,7 ton hash. Men sagen er altså endt med cirka 1,5 ton i torsdagens dom.

Næste akt i affæren vil udspille sig i efteråret i Retten i Roskilde.

En mand og en kvinde fra Herfølge er tiltalt for at have assisteret Redding. Manden skal have forsynet Reddings kunder og leverandører rundt om i Europa med 30 Blackberry-telefoner. Desuden skal han have haft travlt som pengekurér.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078