Byråd inddrages i strid om Lindø Port of Odense
Fronterne trækkes nu op i striden om den kommunalt ejede havn Lindø Port of Odense, der i tre år brød loven til skade for blandt andre transportfirmaet Blue Water Shipping.
Blue Water Shipping vil således have Odense Kommune til at forholde sig til sagen. Derfor har indehaver Kurt Skov sendt en mail til samtlige medlemmer af byrådet, hvori han retter en direkte anklage mod Lindø Port of Odense, som han mener har "tyvstjålet" Blue Water Shippings store forretning på Lindø.
Det skriver Fyens.dk.
Til Fyens Stiftstidende siger Kurt Skov videre, at havnedirektør Carsten Aa efter hans opfattelse "har optrådt som en havnekonge", og at bestyrelsen på trods af advarsler ikke har formået at sikre, at loven blev overholdt.
Avisen har forsøgt at få en kommentar fra flere medlemmer af byrådet uden held. I stedet henvises der til borgmesterens skriftlige svar til Blue Water Shipping, hvori det fremgår, at borgmesteren og byrådet har tillid til havnens ledelse og bestyrelse.
- Odense Kommune har et godt og tæt samarbejde med direktion og bestyrelse for LINDØ port of ODENSE A/S, hvilket også har været tilfældet i forbindelse med den konkrete sag om omdannelsen af Odense Havn til et aktieselskab, skriver borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Striden om Lindø Port of Odense bunder kort fortalt i, at den kommunalt ejede havn i tre år har solgt ydelser, som ifølge havneloven i stedet skulle være overladt til private firmaer som Blue Water Shipping.
Som Tansportmagasinet tidligere har fortalt, har Blue Water Shipping varslet en civil erstatningssag mod havnen. Kravet ventes at blive på mellem fem og 10 millioner kroner.