23948sdkhjf

Antallet af øst-lastbiler i Danmark slår alle rekorder

Næsten 6.000 lastbiler ruller dagligt over de danske grænser. Et stigende antal har østeuropæiske nummerplader.

ITD’s grænsetællinger for 2. kvartal 2017 viser en fortsat stigning i antallet af lastbiltransporter, der dagligt passerer den danske grænse.

Niveauet har aldrig været højere, og det er positivt set med im- og eksportøjne. Hver dag kører 5.981 lastbiler således over den danske grænse, og sammenlignet med årets første kvartal er det en stigning på 265 lastbiler dagligt.

Set i forhold til samme tidspunkt sidste år er det en stigning på 3,4 procent svarende til knap 200 lastbiler flere pr. døgn i retning mod Danmark.

- Vi har igennem de seneste år set en støt fremgang i antallet af lastbiler, der dagligt krydser Danmarks grænser. Det er godt nyt for transport- og logistikbranchen. Det sender et klart signal om, at lastbilen er den foretrukne transportform i Europa. Desuden er det et tegn på, at væksten i Europa fortsat går den rigtige vej, fordi mere gods og flere varer skal fragtes på kryds og tværs af Europa, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

Ifølge Fagbladet 3F er stigningen sket for lastbiler med østeuropæiske nummerplader på bekostning af især danske og tyske lastbiler, hvor antallet har været støt faldende i en årrække.

I dag har hver anden af lastbilerne således østeuropæiske nummerplader, mens andelen af lastbiler med danske plader er dalet til 13 procent i andet kvartal.

Af samme grund deler forhandlingssekretær i 3Fs Transportgruppe, Flemming Overgaard, ikke ITD’s begejstring.

- Hver gang antallet af lastbiler med udenlandske nummerplader henover grænsen stiger, tyder det på, at danske job forsvinder. Trafikken betyder også øget cabotagekørsel, der i sidste ende også koster danske chaufførjob, siger Flemming Overgaard til Fagbladet 3F.

Grænsen i Sønderjylland er fortsat Danmarks største internationale grænse for lastbiltrafik. Ud af de i alt 5.981 lastbiler, der dagligt krydser den danske grænse, kører hele 3.613 af lastbilerne over den sønderjyske grænse. Det er en stigning på 2,7 procent det seneste år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.245