23948sdkhjf

Kalundborg Havn snart klar til byggestart

NCC og finske Wasa Dredging løber med hver sin entreprise på Ny Vesthavn.

I begyndelsen af oktober stikkes spaden i jorden til udvidelsen af Kalundborg Havn.

Havneselskabet har netop offentliggjort licitationsresultatet af de to udbudte entrepriser. Her leverede henholdsvis NCC Danmark A/S og Wasa Dredging Ltd. de billigste tilbud, og de to selskaber står dermed til at få opgaverne:

Ny Vesthavn

Ny Vesthavn kommer i første omgang til at brede sig over 330.000 kvadratmeter på sydsiden af Kalundborg Havn vest for Asnæsværket.

60.000 kvadratmeter skal anvendes til kajer, veje og parkering, mens de resterende cirka 270.000 kvadratmeter skal benyttes til alle former for udlejning til havnebrugende industri.

En del af planen er at flytte containerterminalen fra det nuværende havneområde til Ny Vesthavn. Det vil efter planen ske den 15. februar 2019.

- Vi er endnu ikke helt klar til at kunne underskrive kontrakterne med vinderne, men de afgivne tilbudssummer ligger i begge licitationer inden for vores budget, og samtidig er det nogle kompetente selskaber, der har afgivet bud, så vi er fuldt tilfredse, siger havnedirektør Bent Rasmussen.

Kalundborg Havn havde på forhånd valgt at dele anlægsarbejdet i forbindelse med Ny Vesthavn op i to entrepriser, hvor entreprise A omfatter arbejdet på landsiden, dvs. kaj og jordarbejde, mens entreprise B omfatter uddybningsarbejdet til søs.

NCC’s bud på Entreprise A lyder på 146 mio. kroner, mens Wasa Dredgings bud på Entreprise B er 40,7 mio. kroner.

- Under alle omstændigheder er vi snart klar til at underskrive begge kontrakter, og med en samlet sum på 186,7 mio. kroner for selve anlægsarbejdet er vi fuldt tilfredse, da det ligger inden for det beløb, vi havde budgetteret med. Det næste, der sker, er, at vi tager første spadestik i begyndelsen af oktober, hvilket vi ser meget frem til, siger Bent Rasmussen.

Uddybningsarbejdet til søs starter dog først til næste forår, da der er restriktioner i Kalundborg Fjord med hensyn til, hvornår uddybning må finde sted. Hele anlægsarbejdet vil efter planen være afsluttet til 15. februar 2019.

De prækvalificerede til Entreprise A: NCC Danmark A/S (Hercules Fundering),
Arkil Fundering A/S, Per Aarsleff A/S, MT Højgaard A/S, C.G. Jensen A/S – Van Oord DMC, Munck Havne & Anlæg A/S, M.J. Eriksson A/S

De prækvalificerede til Entreprise B: Wasa Dredging Ltd., Rohde Nielsen A/S, Svendborg Uddybning ApS, MvO International, Van Oord Dredging and Marine contractors bv, Dredging International NV, Boskalis International B:V.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172