23948sdkhjf

Rød løber rulles ud for gods i Kastrup

Luftfragten fylder ikke meget i regeringens udkast til luftfragtstrategi, men den udgør en stor del af eksportens værdi

Omkring 600 ton gods flyves dagligt ud og ind i Kastrup. Det kan stoppes i omkring et dusin lastvogne, som ville optage mindre end halvdelen af lanemeterne på en enkelt overfart mellem Helsingborg og Helsingør. Til gengæld er værdien pr. vægtenhed og afstanden desto større.

Fragtterminaler i Københavns internationale lufthavn, Billund og Esbjerg (Stauning) håndterer noget af det mest værdifulde gods. Det fylder blot én procent af eksportmængderne, men værdien udgør 20-30 procent af den samlede udførsel.

Godset i flyvemaskinernes bug, som giver luftfartsselskaberne økonomisk mulighed for at tilbyde billige flysæder, hvilket igen skaffer flere interkontinentale flyruter og passagerer.

Derfor får luftfragt sit eget om end beskedne kapitel i regeringens luftfartsstrategi. Staten opfordrer Københavns Lufthavne A/S til at sikre gode adgangsforhold og vejkapacitet til fragtterminalerne.

Strategien handler først og fremmest om Københavns internationale lufthavn og passagertrafik. Lufthavnen skal udbygges til at betjene 40 millioner passagerer om året om 10 år. Til sammenligning gik 29 millioner passagerer igennem lufthavnen i 2016.

Behov for mange fragtruter
- Det har stor betydning for de virksomheder, der producerer produkter af højværdi, at de har hyppige forbindelser til store knudepunkter for luftfragt, fastslår transportminister Ole Birk Olesen (LA) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i strategien.

Mange elementer i strategien genkendes fra Dansk Industris luftfartsudspil fra maj 2015, som har titlen "Danmark som attraktivt luftfartsland".

- "Belly freight" - det der ligger under gulvet i passagerflyene - er med til at understøtte flyruter. Luftfragt er temmelig afgørende for at få økonomi i flyruter. Værdien af luftfragten er stigende, siger direktør Michael Svane, DI Transport.

- Gode flyforbindelser har også betydning for den danske samhandel med udlandet og særligt for den del af dansk erhvervsliv, som producerer højværdivarer.

- Jeg tror, at det vil overraske mange, at 20-30 procent af værdien af internationale godstransporter til og fra Danmark sker med luftfragt, istemmer Brian Mikkelsen.

- Den internationale lufttrafik med passagerer vokser med tre-seks procent om året de næste 15 år, skønner OECD.

Størst vækst i Asien
Den største vækst vil dog foregå i Asien.

OECD er ikke sikre på, at luftfragten fortsat vil vokse i samme takt. Den årlige stigning i ton pr. kilometer blev mere end halveret til 2,2 procent i 2015.

Det kunne tyde på, at flyselskabernes samlede fragtkapacitet stiger hurtigere end efterspørgslen. OECD har endnu ikke tal for 2016.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143