23948sdkhjf

Ny bro over Sydmotorvejen støbes i 20 dele

Færre gener for trafikanterne er målet med denne fremgangsmåde for Vejdirektoratet og entreprenøren MT Højgaard

Vejdirektoratets entreprenør MT Højgaard er nu klar til at løfte den nye bro, der fører Lundegårdsvej ved Rødby over Sydmotorvejen, på plads.

Byggeriet af broen adskiller sig på flere områder fra mere traditionelle broprojekter. For at genere trafikanter på motorvejen mindst muligt er broens elementer blevet støbt ved siden af motorvejen for derefter at blive løftet på plads.

Dermed har man undgået at benytte et stillads hen over motorvejen, som giver en række gener for trafikanterne, fortæller Jacob Pryds Winkel, der er projektleder i Vejdirektoratet:

- Ved de typiske brobyggerier er det nødvendigt at bruge omfattende stilladskonstruktioner til støbearbejdet. Dette medfører spærrede kørespor på motorvejen og nedsat hastighed forbi arbejdsstedet. Denne gang har vi i stedet valgt at støbe broen i 20 delelementer tæt ved, som vi så løfter på plads og monterer uden større spærringer eller andre væsentlige gener for trafikanterne, forklarer han.

Arbejdet med at løfte broen på plads går i gang i starten af oktober, og det forventes, at den nye bro kan åbne for trafik sidst på året.

Den nye bro indgår som en del af opgraderingen af vejnettet på den danske side af Femern Bælt-forbindelsen. Hvor den gamle bro var smal og havde vægtbegrænsning, så opføres den nye bro i en længere og bredere udgave, så den kan håndtere den øgede færdsel mellem den kommende nye Holeby Station og Rødby.

Det er Vejdirektoratet, der opfører Lundegårdsvejsbroen på vegne af Sund & Bælts datterselskab Femern Landanlæg.

Hos Sund & Bælt oplyser projektchef Johnny Restrup-Sørensen, at der i byggeriet anvendes en beton, der er mere skånsom for miljøet i form af en lavere CO2-udledning. Erfaringerne med betonen i dette projekt skal efter planen indgå i planlægningen af fremtidige infrastrukturprojekter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095