23948sdkhjf

Sager om køre/hviletid hober sig op

Retssager om køre/hviletidsovertrædelser stilles i bero, indtil politiets IT-løsning er klar i 2018

Sager om køre/hviletider vil hobe sig op frem til næste sommer, mens politiet fikser en IT-løsning, som indarbejder de nye, lempeligere lovregler. Indtil da vil alle færdselssager om overtrædelse af køre/hviletid blive sat øjeblikkeligt i bero. Det meddelte rigsadvokaturen i sidste uge.

- Der vil stadig blive rejst sigtelser for overtrædelser af køre/hviletidsreglerne i den mellemliggende periode. Sagerne vil dog først blive ført og afgjort, når IT-løsningen er klar, og lovændringen er trådt i kraft, skriver statsadvokat Jens Røn i en pressemeddelelse.

Lovændringen er ikke trådt officielt i kraft, selv om Folketinget vedtog de lempeligere lovregler i foråret. Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har nemlig udskudt lovens formelle ikrafttrædelse af hensyn til politiets elektroniske system.

Alligevel har by- og landsretterne landet over sat køre/hviletidssagerne i bero, efterhånden som anklagemyndigheden anlagde dem - og nu opgiver rigsadvokaten forsøget på at køre sagerne igennem efter de gamle regler.

Næstbedste løsning
- Det er den næstbedste løsning, siger underdirektør Frank Davidsen, DTL. Det var dybt uretfærdigt at blive ved med at sanktionere efter det gamle regelsæt, når Folketinget nu har besluttet, at reglerne skal lempes, siger han.

Han mener dog, at man godt kunne have behandlet sagerne efter de nye regler, så længe sagerne ikke involverer frakendelse af kørekortet.

Udfordringerne er netop de sager, hvor der sker en frakendelse af kørekortet. Efter de nye regler, som altså ikke er trådt i kraft endnu, kan chaufføren godt blive frakendt det store kørekort og samtidig beholde førerretten til person- og varebiler. Det kunne man ikke efter den gamle lov.

Domme går mod politiet
Hele syv byretskendelser og to landsretskendelser er gået imod anklagemyndighedens ønske om at pådømme sagerne efter de gamle regler.

- I Straffelovens §3 står der, at en sag skal pådømmes efter ny lovgivning, hvis de nye regler er mildere, forkarer Jacob Forman. .

- De verserende sager fra før lovændringerne skal revurderes og sandsynligvis starte forfra i retsprocessen, der typisk varer halvandet til to år. Den ældste sag, som risikerer yderligere udskydelse, er den såkaldte magnetsag fra Hanstholm, der involverer 21 chauffører. Det har kørt i syv år nu - og her kan de involverede forvente at skulle vente yderligere i to-tre år.

Ikke godt nok
På Christiansborg er transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) stadig uforstående overfor, at det tager så lang tid at justere politiets it-systemer.

- Jeg sporer en manglende vilje til at få det til at fungere hurtigt. Ved at råbe vagt i gevær har vi i hvert fald opnået, at ingen bliver sanktioneret efter de gamle regler, siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Det er irriterende for de vognmænd, der skal vente trekvart år mere på en afgørelse, så det er ikke godt nok, men vi kan dårligt gøre mere ud over at spørge til status for sagen med jævne mellemrum, slutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097