23948sdkhjf

Speditørerne jagter fremgang med trukket håndbremse

Selv om speditørerne tjener penge hvert år, har de fleste svært ved at finde en solid forretningsmodel

Konkurrencen er benhård blandt landets speditørvirksomheder. Og den hårde konkurrence presser priserne i en grad, så flere virksomheder har svært ved at tjene tilstrækkeligt på driften. Det er en af de hårdtslående konklusioner oven på nøgletalsanalysen af 49 speditørvirksomheder fra globale DSV i Hedehusene til lokale Sand Spedition i Herning.

Top 100-konklusioner: Transportvirksomheder modstår prispresset

Den skærpede konkurrence og det hårde pres på priserne medfører selvsagt lave overskudsgrader i branchen. Lyspunkterne hedder Frode Laursen og HCS, som hører til blandt de transportvirksomheder, der er bedst til at forvandle omsætning til indtjening. Selv i de to virksomheder, der leverede overskudsgrader på henholdsvis 9,2 og 8,2 procent sidste år, bliver den skærpede konkurrence fremhævet som en alvorlig udfordring i årsrapporterne.

Speditionsbranchen kom ud af det seneste regnskabsår med en gennemsnitlig overskudsgrad på 2,7 procent, hvilket siger en del om det pres, de fleste virksomheder i branchen opererer under. I en direkte sammenligning med erhvervslivets øvrige branchegrupper placerer speditionsvirksomhederne sig da også kun midt i nederste kvartil inden for disciplinen med at transformere aktivitet til klingende mønt.

Soliditet som svaghed
Endnu værre ser det ud, hvis speditørernes nøgletal for soliditetsgrad sammenlignes med det øvrige erhvervsliv. En gennemsnitlig soliditetsgrad på 34 procent placerer speditører under medianen på nederste kvartil, og knap to af fem virksomheder i branchen opererer med en soliditetsgrad, der ligger lavere end det anbefalede minimum på 30 procent.

Kun seks af de 14 speditionsvirksomheder, der omsætter for over en milliard kroner, lever op til tommelfingerreglen om 30 procents soliditetsgrad. Helt overordnet er konklusionen, at det er de store virksomheder, der tegner branchen på godt og ondt. Alene DSV’s opkøb af amerikanske UTi Worldwide i januar sidste år har givet en omsætningsstigning så markant, at branchen som helhed går frem med 21 procent sammenlignet med året før. Renser vi tallene for opkøbsvæksten fra DSV, er branchen faktisk gået tilbage med en procent målt på omsætning, selv om 13 af de 21 virksomheder, der opgiver tal herfor, er vokset på toplinjen i løbet af det seneste år.

Store fald blandt de største
Den samme nedadgående tendens ses på speditørernes bundlinjer. For selv om godt 60 procent af virksomhederne tjente flere penge, når man sammenligner seneste regnskabsår med det, der kom året før, går branchens samlede indtjening før skat tilbage med 13 procent.

Den primære årsag er DSV, som på grund af omkostninger til integrationen af UTi Worldwide reducerede indtjeningen med 400 millioner kroner til et resultat før skat på 2.289 millioner kroner i 2016. Det udgør stort set hele branchens samlede tilbagegang.

Også Dansk Fragtmænd trækker ned ved at forvandle sidste års plus på 64 millioner kroner til et minus på syv millioner kroner. Lagt sammen med tilbagegang hos Martin Bencher, Kuehne+Nagel og Scan Global Logistics på i alt 100 millioner kroner gør det, at de fire virksomheder trækker yderligere 170 millioner kroner fra det samlede resultat.

Tilbage står, at de resterende 44 speditionsvirksomheder i vores undersøgelse faktisk gik frem med 15 procent, hvis de fem ovennævnte virksomheder trækkes ud. Det er en ganske positiv udvikling på linje med solstrålehistorien Geodis Wilson, som sidste år tjente knap fire millioner kroner - efter tre underskudsgivende år i træk med et samlet minus på 63 millioner kroner.

Overskud med skår i glæden
I det hele taget er underskudsgivende stimer en sjældenhed i speditørbranchen, hvor 82 procent af virksomhederne kan prale af at have haft overskud de seneste tre regnskabsår i træk.

Speditørerne dominerer da også transportbranchens top 10-lister for indtjening, omsætning og antal ansatte. Til gengæld er branchen kun repræsenteret ved to virksomheder, når det gælder høj overskudsgrad, mens ikke en eneste speditør er med på listen over transportvirksomheder med bedste soliditetsgrad.

Positive tendenser overskygges
Netop udfordringerne med både overskuds- og soliditetsgrad overskygger de positive tendenser i en branche, hvor ingen forventer, at konkurrencesituationen vil ændre sig i den nærmeste fremtid. Paradoksalt nok trues omkostningerne og dermed indtjeningen samtidig af chaufførmangel, hvor mange i fremgangstider hives over i byggebranchen.

Det handler derfor om at effektivisere driften, og her skulle der være potentiale for forbedringer med tanke på, at en opgørelse fra EU-landene sidste år viste, at 24 procent af alle kørte kilometer med lastbil sker med tomme biler. Køretøjerne fragter i gennemsnit kun 57 procent af det, de har plads til.

Konklusion

  • 64 procent af speditørerne* løftede omsætningen sidste år mod 58 procent året før.
  • Den samlede bruttofortjeneste steg 3,1 procent **
  • Bruttofortjenesten steg hos 67 procent sammenlignet med 73 procent forrige år.
  • Det samlede resultat før skat faldt med 7 procent **
  • Det gennemsnitlige resultat før skat pr. medarbejder steg fra 149.000 kr. til 157.000 kr.

* 22 speditører opgiver omsætningstal
** Renset for DSV’s indflydelse

Artiklen er en del af temaet Top 100 - 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.47