ITD klager til EU over Postnord-støtte
ITD har nu via sine advokater sendt en officiel klage til EU-Kommissionen over den statsstøtte, som enten er givet eller efter planerne vil blive givet til Postnord Danmark af den danske og svenske stat. Statsstøtte til PostNord Danmark skal godkendes af EU-Kommissionen, inden den kan gives. Det vil ITD gøre alt for at forhindre.
- ITD’s medlemmer oplever Post Nord Danmark som et statsejet selskab, der på favorable vilkår konkurrerer direkte mod private aktører i et presset marked. Kommer den danske og svenske stat igennem med den nye planlagte statsstøtte kan det betyde, at private transport- og logistikvirksomheder bliver udkonkurreret af en offentligt støttet aktør. Det er på ingen måde acceptabelt. Derfor har ITD indsendt en klage til EU-Kommissionen over ulovlig statsstøtte til PostNord Danmark, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.
Det er advokatfirmaet Gibson, Dunn & Crutcher LLP i Bruxelles, der fører klagesagen for ITD.
- Vi mener, at ITD har god grund til at klage. Postnord Danmark er et eksempel på en virksomhed, som har klaret sig i lang tid alene på grund af forskellige statsmidler som for eksempel statsgarantier og momsfritagelser. Selv om en del af statsstøtten kan være berettiget - for eksempel noget støtte til afskedigelse af tjenestemænd og befordringspligten - så ser det ud til at den planlagte støtte går ud over dette beløb og støtter derfor den løbende drift i Postnord Danmark. Den type støtte forvrider konkurrencen og er forbudt, siger Lena Sandberg, Of Counsel hos Gibson, Dunn & Crutcher LLP.
ITD rejser i alt 6 punkter i sin klage:
For det første mener ITD, at der i den planlagte statsstøtte er afsat for mange penge til de forventede 1.500 tjenestemænd, der efter PostNord Danmark eget udsagn bliver overflødige i virksomheden.
For det andet har ITD den opfattelse, at den danske og svenske stat har givet uforenelig støtte til den løbende drift, herunder strategisk udvikling i selskabet.
Yderligere punkter i klagen er ulovlig støtte i form af en statsgaranti, momsfritagelse, kapitalindskud fra februar i år, og i form af krydssubsidiering, hvor penge gives til befordringspligten, men bruges på andre områder.
Klagen går således ikke kun på den seneste aftale med den danske og svenske stater fra oktober. Klagen omfatter også en statsgaranti til omkostninger for afskedigelse af tjenestemænd, et kapitalindskud fra Postnord til Post Danmark i februar i år, Post Danmarks tidligere momsfritagelse samt krydssubsidiering i Post Danmark.
Det er Kommissionens opgave at granske, om EU’s statsstøtteregler er og/eller har været overholdt.