23948sdkhjf

Fra lille værksted i provinsen til seks store serviceanlæg

Den sjællandske servicekæde for lastbiler og varevogne, Nyscan, fylder 50 år.

Det startede under beskedne forhold med et lille lastbilværksted i Vordingborg i 1967, men siden er det vokset til en vare- og lastbilkoncern med seks store serviceanlæg i Storkøbenhavn, på Sjælland og Lolland-Falster.

Det drejer sig naturligvis om Nyscan-koncernen, der dette efterår kan fejre 50-års virksomhedsjubilæum som en af de største leverandører af vare- og lastbiler med tilhørende serviceydelser til transportbranchen øst for Storebælt.

Nyscan-koncernen blev grundlagt af lastbilmanden Jørgen Nyborg, der i 1967 åbnede et lille lastbilværksted på Trellemarksvej i Vordingborg med salg og service af Scania-Vabis.

I løbet af få år blev de fysiske rammer for trange, og i 1971 kunne virksomheden rykke ind i et nybygget værkstedsanlæg i Ørslev ca. 6 km fra Vordingborg.

Afdeling i Sakskøbing
Allerede året efter åbnede virksomheden en afdeling i Sakskøbing og kom derfra ind i en god periode med vækst og fremgang.

Fra Jørgen til Jørgen
I løbet af 1970’erne kom den forhenværende salgsdirektør hos Scania-forhandleren Scanva Diesel A/S, Jørgen Hofman, ind i virksomheden som direktør og senere eneejer. Virksomheden havde i mellemtiden skiftet navn fra Jørgen Nyborg A/S til Storstrøms Diesel A/S.

I 1981 overtog Jørgen Hofman også den daværende Scania-forhandler F.A. Jensen A/S med afdelinger i Ballerup og Roskilde. Denne del blev herefter omdøbt til Storkøbenhavns Diesel A/S, og derfra blev de to virksomheder drevet separat under Jørgen Hofmans ledelse og ejerskab.

Sønnen træder til
I august 1989 bliver virksomheden ramt af en tragedie, da Jørgen Hofman pludselig dør af et hjertetilfælde. Jørgen Hofman har fire sønner, hvoraf Claus Hofman som den eneste er ansat i virksomheden med titel af salgschef.

Claus Hofman indtræder i sin fars sted som adm. direktør og kører virksomheden videre med god hjælp fra ledende medarbejdere i henholdsvis Storstrøms og Storkøbenhavns Diesel.

Roskilde bliver hovedsæde
I starten af 1990’erne udvides den daværende Roskilde-afdeling med et stort værksted ud mod Københavnsvej, mens afdelingen i Ballerup lukkes, og medarbejderne herfra overføres til Roskilde.

I 1993 fusioneres Storstrøm Diesel og Storkøbenhavns Diesel til ét aktieselskab med det oprindelige Storstrøms Diesel som det fortsættende selskab, og et par år efter skifter virksomhederne navn til Nyscan a/s efter en navnekonkurrence blandt medarbejderne.

Nogenlunde samtidig opnår Nyscan som en af de første lastbilforhandlere i Danmark at blive ISO 9002-ceritificeret.

I 1998 udvides Roskilde-afdelingen med et separat ADR-værksted på nabogrunden til anlægget på Københavnsvej, og året efter udvides afdelingen igen med en helt ny administrationstilbygning til det eksisterende værksted.

Største satsning for Nyscan
I 2001 påbegynder Nyscan opførelsen af sit største og mest moderne lastbilanlæg som den allerførste virksomhed på Skandinavisk Transport Center i Køge.

Den nye Køge-afdeling bliver virksomhedens hidtil største satsning med 32 meter lange værkstedsbaner til de fremtidige modulvogntog, separate smørebaner og to vaskehaller samt reservedelslager og administration.

Ved indvielsen i januar 2002 åbner Nyscan samtidig et stort multibrand dieseltankanlæg, der siden har vokset sig stort og i dag er det næststørste tankanlæg i Danmark målt på leveret brændstof.

Avedøre Holme
I 2006 ekspanderer Nyscan igen. Det sker ved opkøb af en stor industrigrund på Avedøre Holme ved København, hvor der opføres et topmoderne lastbilanlæg med seks gennemgående reparationsbaner, servicebaner og en separat vaskehal.

Det nye anlæg indvies i 2007, og samme år indgår Nyscan kontrakt med den store jyske Scania-forhandler Dieselhuset A/S om at blive aut. salgs- og servicepartner for Effer lastbilkraner øst for Storebælt på serviceanlægget i Vordingborg.

Finanskrise og nedskæringer
I 2008 slår finanskrisen igennem og kaster transportbranchen ud i en dyb krise. Det lægger en voldsom dæmper på aktiviteterne, og Nyscan må reducere medarbejderstaben med næsten en tredjedel til cirka 100 medarbejdere.

På grund af de mange fratrædelser kommer Nyscan i 2009 for første gang i sin historie ud med røde tal på bundlinjen. Allerede året efter er der dog fremgang at spore og positiv bundlinje, og Nyscan kommer hurtigt op i omdrejninger igen.

Scania-opsigelsen
Det kommer derfor som et chok for Nyscans ledelse og medarbejdere, at virksomhedens vigtigste samarbejdspartner gennem alle årene - Scania Danmark - i slutningen af 2014 opsiger forhandleraftalen med to års varsel til udgangen af 2016.

Nyscan får dog forhandlet en værkstedsaftale igennem som sikrer, at Nyscans serviceanlæg i Roskilde, Køge, Vordingborg og Sakskøbing fortsætter som autoriserede Scania-værksteder på lige fod med de øvrige Scania-værksteder.

Comeback med Iveco
Midt i 2016 etablerer Nyscan et datterselskab, Nyscan Biler a/s, der bliver autoriseret Iveco-forhandler med salg og service af hele Ivecos brede produktprogram - fra varebiler over mellemtunge lastbiler til de største entreprenør- og langtursbiler. Det sker på afdelingerne i København, der bliver et dedikeret Iveco serviceanlæg, samt i Roskilde, der bliver et kombineret Iveco- og Scania serviceanlæg.

Samtidig åbner Nyscan Biler et varebilsanlæg på Farverland i Glostrup med salgsafdeling, lager og værksted for de populære Iveco Daily varebiler.

Nyscan-koncernen beskæftiger i dag cirka 150 medarbejdere på sine i alt seks vare- og lastbilanlæg i København, Glostrup, Roskilde, Køge, Vordingborg og Sakskøbing.

I august 2017 vælger Nyscans adm. direktør Claus Hofman efter eget ønske at fratræde efter i alt 36 år i koncernen, heraf de 28 år som adm. direktør.

Ledelsen af Nyscan-koncernen består nu af adm. direktør Frank Lundberg, servicedirektør Jens Egeskov og salgsdirektør Niels Bjørn Jacobsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089