23948sdkhjf

Danske lastbiler har mindre at lave trods høj vækst

Danske lastvogne har det seneste år kørt færre kilometer og med mindre gods end året forinden

Selv om vi de seneste år har haft pæn økonomisk vækst i Danmark, har det tilsyneladende ikke smittet af på vognmandsbranchen herhjemme.

I hvert fald viser friske tal fra Danmarks Statistik, at der er tilbagegang i både antallet af kørte kilometer og mængden af transporteret gods med danske lastbiler.

Hen over de fire seneste kvartaler er både godsmængde og antallet af kørte kilometer faldet med tre procent, når man sammenligner med det foregående år.

Alligevel er Anders Jessen, der er chefkonsulent hos brancheforeningen ITD, ikke alt for pessimistisk, når det gælder fremtiden.

- Jeg hæfter mig ved, at den nationale kørsel næsten er status quo, mens den internationale kørsel med danske lastbiler er faldet. Det passer med den tendens, vi har observeret de senere år.

- Vi har rigtigt mange udenlandske lastbiler i Danmark, som vi ikke kunne klare os uden, siger han.

ITD foretager selv manuelle grænsetællinger, hvor man på udvalgte tidspunkter registrerer de lastbiler, der kører ind og ud af Danmark.

Den seneste optælling viste, at kun 17 procent af dem var danske.

En anden faktor, der påvirker tallene, er den stigende digitalisering og effektivisering, som finder sted.

- Virksomhederne behøver ikke længere at køre lige så mange kilometer, fordi de er bedre til at udnytte deres flåde og disponere deres ture, siger Anders Jessen.

Han mener i det hele taget, at transportsektoren står med gode muligheder for at vokse de kommende år, hvis man griber de nye muligheder.

- Der sker en stor teknologisk udvikling, som vil gøre det muligt at effektivisere vores transporter yderligere og betjene kunder endnu bedre end før, siger han.

Vognmændene har til gengæld en udfordring med at finde tilstrækkeligt med chauffører.

Mange virksomheder melder nu om problemer med at skaffe den nødvendige arbejdskraft.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08