23948sdkhjf

En ny vognmandspolitiker er født

Vognmandskonen Britt Skousen Andersen var en uge i praktik som politiker på Christiansborg

- Statsstøtten til Postnord er ikke i orden. De dumper priserne, og så skal skatteborgerne betale for, at de ikke kan få det til at løbe rundt. Det er ikke fair konkurrence.

Sådan siger 46-årige cand. merc. Britt Skousen Andersen efter en uges "praktik" på Christiansborg hos Venstremanden Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for sit parti.

Britt Andersen er gift med en af ejerne i det store blomstertransportfirma Alex Andersen, Ølund A/S. Ægtefællen, Ib Andersen, er en af de tre ejerbrødre af det store vognmandsfirma med hovedkontor i Højme ved Odense. De to andre brødre er Jan og Tommy.

Fair konkurrence står øverst på den liste, som hun vil arbejde med, hvis hun en dag træder ind i politik.

- Fair konkurrence skal også ses i forhold til de udenlandske chauffører - for eksempel polakker, rumænere og bulgarere - som kommer herop og ikke overholder gældende lovgivning. Der mangler hænder til at håndhæve den fair konkurrence, som det danske samfund bygger på, fortsætter Britt Andersen.

Trods overhalingsforbud oplevede hun en nylig morgen fem elefantoverhalinger på den vestfynske motorvej, og alle lastbiler var fra Østeuropa.

Hun foreslår en særlig transportenhed - et motorvejspoliti - til at håndhæve lovgivningen for godstransport.

Rastepladser og parkering
- Det er ikke i orden, at Vejdirektoratet vil lukke rastepladser, siger hun. Chauffører har mange hvileperioder og skal holde et sted, hvor man ikke generer, og hvor man kan komme på toilettet. Det kan ikke nytte at lave mindre service, når man har strammet køre/hviletidsreglerne.

Hun advarer mod at smide langtidsparkerende lastbiler ud fra rastepladser, for det vil blot flytte problemet andre steder hen og forværre de hygiejniske forhold.

- Manglende rastepladser og parkering er en stor udfordring for branchen. Der kommer flere og flere lastbiler, fordi vi er et forbrugersamfund. Danskerne er måske trætte af lastbiler, men de vil gerne forbruge, og det kræver transport. Selv mascaraen hos Matas har været ude at køre.

Fremkommelighed
Britt Andersens tredje mærkesag er fremkommelighed. Et eksempel er det tredje vestfynske motorvejsspor, som politikerne ikke vil føre helt igennem til Svendborgvejen syd om Odense. Hun er også enig i, at Vejlefjordbroen stadigvæk er tosset.

- Man bliver nødt til at anlægge den såkaldte Hærvejsmotorvej for at gøre det nemmere at komme rundt i Jylland.

- Trafiksikkerhedsmæssigt vil det være oplagt at fastholde informationsskiltene. Jo mere trafikanter informeres om forholdene, desto bedre.

Trængsel mærkes på bundlinjen
- I min mands vognmandsfirma koster trængsel på motorvejen et par millioner kroner om året i spildtid. Det er ikke gratis at holde i kø. Man bliver forsinket og får måske en bod af kunden. Chaufførens køre/hviletid løber ud. Det kan i værste tilfælde koste en bøde for overtrædelse. Ofte må vi køre en frisk chauffør ud til den rasteplads, hvor chaufføren har måttet stoppe for at overholde køre/hviletiden.

- Jeg frygter, at den planlagte udvidelse af den vestfynske motorvej ikke vil hjælpe nok, for flaskehalsen flyttes bare fra Nr. Åby til Odense Vest.

- Stopklodsen lægges et andet sted, når man ikke forlænger motorvejen til syd om Odense. Nu risikerer vi at påvirke hele Odense by. Britt Andersen støtter den ny „EU-platform for forandring for Kvinder i Transport,“ som EU’s transportkommissær står bag.

- Kun 22 procent af transportarbejderne er kvinder, og det skal der gøres noget ved. Det er godt for arbejdsmiljøet med flere kvinder i branchen, siger Britt Skousen Andersen, som også fortæller, at hjemme hos Alex Andersen sender man kun chaufførhold af sted af samme køn, når de skal dele førerhus, medmindre det er et ægtepar.

Britt Skousen Andersen er 46 år og har med egne ord siddet på sine hænder i mange år af hensyn til sine tre børn, som er mellem fem og 14 år. Hun har hidtil afvist flere opfordringer til at stille op i politik, men opholdet på Christiansborg giver mod på at prøve.

- Jeg skal nok tage revanche på et tidspunkt, siger hun.

En ny vognmandspolitiker er måske på vej.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.494