23948sdkhjf

Ny trailerparkering i Aalborg

Der indrettes en stor indhegnet trailerparkering på Aalborg Havn.

Aalborg Havns parkeringsforhold for lastbiler og trailere bliver nu forbedret. Et nyt parkeringsområde bliver indrettet på en central plads i nærheden af kombiterminalen, Danske Fragtmænd og det eksisterende tankanlæg for lastbiler.

- Pladsen bliver indhegnet og overvåget, så sikkerheden er helt i top, siger Rasmus Munk Kolind, der er account manager i Aalborg Havn Logistik.

- Der bliver mulighed for at koble sine køle/frysetrailere til strøm, og der bliver indrettet toilet til pladsens brugere, siger han og lægger op til, at det på sigt vil være muligt at indrette flere faciliteter i samarbejde med havnens terminaloperatører.

Hidtil har parkeringsmulighederne for lastbiler været fordelt på flere forskellige adresser på Østhavnen. Nogle af pladserne er endog på grus og uden indhegning.

Klar til sommer
De nye parkeringsfaciliteter kan efter planen tages i brug fra den 1. august 2018.

I øjeblikket er man ved at forstærke det 8.160 kvadratmeter store område. Herefter skal der lægges fliser og sættes hegn op omkring pladsen. Der bliver også sat kameraovervågning op.

Kun fordele
- Der er kun fordele ved at centralisere og optimere parkeringsforholdene, siger Rasmus Munk Kolind.

- Forsikringsforholdene for det gods, der er på bilerne, bliver forbedret. Chaufførerne får bedre faciliteter, og vi får mulighed for at udvikle de områder, der hidtil har været brugt til trailerparkering.

- Forbedringerne vil for eksempel kunne medføre, at leasingselskaberne kan lave deres forretning direkte på Aalborg Havn midt i et trafikknudepunkt, slutter Rasmus Munk Kolind.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086