23948sdkhjf

Rederi satser stort på Hirtshals Havn

Rederiet opfører bygning med lager, administration og terminalkontor

Det første større byggeri på den landudvidelse som Hirtshals Havn har etableret ved NordsøTerminalen, er netop nu ved at blive synlig. 

Det er Smyril Line, der i samarbejde med HMU A/S i Hirtshals som totalentreprenør, har påbegyndt opførelsen af en 3350 kvadratmeter stor bygning tæt ved NordsøTerminalen og Containerkajen, hvor tre af rederiets skibe anløber havnen ugentligt. 

Byggeriet består af en lagerbygning samt en administrationsbygning og et terminalkontor på henholdsvis 2700, 600 og 50 kvadratmeter lige ved indkørslen til NordsøTerminalen. Det oplyser Hirtshals Havn. 

Til havnens hjemmeside siger Carsten Kjær, direktør i Smyril Line Cargo: 

- Hos Smyril Line ser vi meget frem mod at udvikle vores aktiviteter og herunder at styrke vores position gennem etableringen på Hirtshals Havn. Placeringen og udformning af bygningen tager udgangspunkt i en effektiv og hurtig operation i forbindelse med håndteringen af godset på vores skibe og servicering af både vores cargo- og passagerkunder. 

- Nu hvor byggeriet er gået i gang, har vi allerede taget fat på den næste udfordring, nemlig at skaffe nye, kvalificerede medarbejdere til de daglige operationer og opgaver i terminalen. Vi skal til at opbygge en ny og velfungerende organisation her i Hirtshals, og dermed står vi overfor en meget spændende opgave over de næste par år, fortsætter Carsten Kjær. 

Byggeriet er sat i gang her i februar, og planlægges færdigt i efteråret 2018. 

Direktør Claus Roden Jensen hos HMU A/S i Hirtshals siger i forbindelse med opstarten af byggeriet: 

- Som totalentreprenør på byggeriet, har det været en meget spændende opgave, lige fra de første drøftelser med Smyril Lines ledelse, og til nu, hvor vi skal til at sætte gang i byggeriet. 

Smyril Lines færge Norrøna er bygget specielt til sejlads på Nordatlanten, sejler med passagerer og fragt mellem Hirtshals i Danmark, Tórshavn på Færøerne og Seyðisfjørð på Island. 

Inden for de seneste år har Smyril Line styrket sin position i Nordatlanten, og rederiet har tilsvarende skabt en væsentlig vækst i godstrafikken med rederiets fire skibe.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111