23948sdkhjf

Copenhagen Truck Wash udvider

Fokus på højere kvalitet og kortere ventetid hos Copenhagen Truck Wash, der nu har seks vaskehaller på tre adresser i Storkøbenhavn.

Kortere ventetid, større effektivitet og samme kvalitet hver gang. Sådan skal det være, når man kører ind til en af vaskehallerne hos Copenhagen Truck Wash. Dem er der seks af i Storkøbenhavn, efter at Mikkel Merrild også har overtaget Nyscans tre vaskehaller i Køge og på Avedøre Holme.

- Copenhagen Truck Wash har kun én eneste berettigelse: det er at gøre lastbiler rene, siger Mikkel Merrild. Derfor drømmer han og hans 10 medarbejdere om rene lastbiler. Det er også første, de tænker på, når de vågner om morgenen: Rene lastbiler.

Det er lige før man selv bliver grebet af rene lastbiler, når man snakker med Mikkel Merrild. Han er så fuld af energi og gå-på-mod, at det smitter. Derfor tror man også på ham, når han fortæller, at han gerne vil gøre en forskel for lastbilvask i Storkøbenhavn.

Han er ikke som de andre. Han vil ikke gøre som de andre. Han vil gøre det bedre. Derfor sætter han vaskearbejdet i system på en måde, som ikke er set før. Derfor giver han sine medarbejdere gode arbejdsforhold med pension og sundhedsforsikring - for som han siger: Det er mine medarbejdere, der bestemmer, om lastbilerne bliver rene. Dermed er det også mine medarbejdere, der bestemmer, om kunderne kommer igen.

Kom fra havet
Mikkel Merrild er ny mand i vaskebranchen herhjemme. Han dukkede pludselig op for to år siden, da han overtog Vaskecenteret i Høje-Taastrup Transport Center med dets tre vaskehaller og omdøbte det til Copenhagen Truck Wash.

Hans baggrund har intet med lastbiler og vaskehaller at gøre. Han er uddannet søofficer og har arbejdet i den danske flåde i ti år. At han kastede sig over vaskehaller skyldtes egentlig, at han et års tid hjalp sin bror med at installere og montere vaskemaskiner til lastbiler i Canada.

Derfor var det lidt tilfældigt, at han endte med at overtage de tre vaskehaller i Høje Taastrup.

Højne kvaliteten
- Jeg tror, at vi kan opgradere lastvognsvaskemarkedet i Storkøbenhavn, siger han. Vi skal have højnet kvaliteten - og den skal være ensartet på alle vores vaskehaller. Hvis en chauffør får sin lastbil vasket i Høje-Taastrup den ene gang og i Køge næste gang, skal han opleve den samme service og kvalitet.

Transportmagasinet: Hvordan kan du sikre det?

- Ved at uddanne mine medarbejdere i at vaske lastbiler på en grundig og effektiv måde, svarer han og insisterer på, at man kalder hans medarbejdere for professionelle vognvaskere.

- Vi skal spule og børste skidtet af inde i fælgene. Vi skal rundt i hjørnerne. Vi vasker hele førerhuset manuelt og kører voksen ind med vores egen specielle sæbeblanding. . Det gør vi hver gang.

- Desuden bruger vi de bedste produkter, vi kan få på markedet. Vi har testet forskellige produkter på udvalgte kunder og har fundet dem, vi synes er bedst. Vi gør faktisk et stort nummer ud af at have de rigtige sæbeprodukter.

- Vi bruger mange forskellige produkter: et er specifikt til førerhuset, et andet er til beskidte gardintrailere, et tredje er indvendigt til køletrailere. Der er faktisk mange forskellige arbejdsopgaver inden for hvert vaskeområde, siger Mikkel Merrild, som også fortæller, at en vask også er også er spørgsmål o vedligeholdelse.

- Hvis man vasker sin lastbil jævnligt, holder den sig også flottere i længere tid. Den bliver lettere at vaske næste gang - og så er man også med til at bekæmpe rust.

Ingen magiske produkter
Transportmagasinet: Er kunderne så blevet mere tilfredse?

- Ja, det håber vi; men chaufførerne snakker stadig om forskellige vidunder-produkter, som de ser på Facebook. Hertil vil jeg bare sige: Der findes ikke magiske produkter, der kan gøre din lastbil skinnende ren på otte minutter. Der findes kun hårdt, manuelt arbejde - og det kan man få hos os.

- Vi har snakket med mange forskellige kemileverandører, men når dagen er omme, så får man den shampoo, de har. Derfor er kun én måde at gøre det på: Vi afprøver det selv. Vi finder det produkt, vi synes er bedst - og så finder vi den rette dosering.

- Vi arbejder hele tiden på, hvor meget sæbe man bruger pr. bil, for der er ingen vask, der er ens. Hver lastbil skal behandles selvstændigt. Man kan ikke sige, at en trækkervask skal tage 37 minutter. Der er forskel på dem alle sammen - og de skal have en passende mængde sæbe, shampoo og voks. Det varierer fra bil til bil - og fra årstid til årstid.

Tidsbestilling eller ej
Transportmagasinet: Hvordan har du det med tidsbestilling?

Der har været tidsbestilling i Køge førhen; men det er vi gået væk fra. Det irriterer mange, at de kan se en tom vaskehal, mens de selv skal holde i kø. Det er svært at forklare dem, at en chauffør har bestilt en tid og kommer om ti minutter.

- Det, vi har gjort i stedet, er at sætte en ekstra mand på i travle perioder, så det går hurtigere at få en bil igennem. Så kan vi øge kapaciteten, når folk gerne vil have vasket.

- Og så har vi strømlinet åbningstiderne. Vi har åbent klokken 7.00-18.00 mandag-fredag. Vores erfaring viser, at i løbet af sådan en arbejdsuge, kan man lige så godt have faste åbningstider, og det nytter ikke at udvide åbningstiden til ud på aftenen.

- Folk vasker ikke mere, fordi der er senere åbent. Langt de fleste vasker inden for almindelig arbejdstid. Derfor mener jeg, at det er dér, vi skal levere. Det er dér, vi skal fokusere på at lave en effektiv vask. Jeg sætter en ekstra mand på. Det går ikke dobbelt så hurtigt; men det går hurtigere med halvanden man pr. bane.

Et varemærke
Copenhagen Truck Wash skal være et "brand" - et mærkevare. Kvaliteten skal være i top. Servicen skal være god og ensartet. Vognmanden får en faktura en gang om måneden, hvor han kan se, hvor bilen er vasket, hvad der er gjort osv.

- Jeg har nu haft vaskehallerne i Køge og på Avedøre Holme i otte uger. De er ved at blive opgraderet til den service, vi gerne vil levere. Nu skal vi bare have kunderne til at opleve det.

- Nyscan har haft fokus på salg og reparation af biler, måske ikke så meget vask; men det har vi - og jeg er overbevist om, at vi kan lykkes med det. Nu skal kunderne opdage, at de kan komme til hurtigere. De skal også opleve, at deres biler bliver rene. Hvis vi arbejder hårdt, tror jeg, at kunderne nok skal komme.

- Vi kan allerede mærke, at de chauffører, der er vant til at komme her, er positive, så vi er ved godt mod, slutter Mikkel Merrild, som er godt på vej til at ændre oplevelsen af at vaske lastbil i Storkøbenhavn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083