23948sdkhjf

Aalborg Havn frygter sporlukning: Får store konsekvenser

Til sommer lukker Banedanmark skinnerne mellem Hobro og Langå på grund af sporarbejde - og det vækker bekymring hos en af de største nordjyske aktører på banegods

Når strækningen Hobro-Langå bliver lukket fra 30. juni og otte uger frem, kommer passagererne på perronen til at kigge langt efter togene. De kan i stedet se frem til to måneders bustransport, når jernbanesporet bliver lukket i begge retninger.

Men det er ikke kun de hårdt prøvede pendlere, der kommer til at berøre. Også de nordjyske virksomheder bliver nemlig påvirket af lukningen, skriver Aalborg Havn i en pressemeddelelse.

Banetrafikken påvirker virksomheder
En lang række virksomheder med adresse nord for fjorden er nemlig afhængige af jernbanesporene i hverdagen.

Sidste år blev der transporteret 55.000 tons gods igennem Aalborg havn via jernbanenettet – gods til og fra andre nordjyske virksomheder.

- Når begge jernbanespor er lukket, skal der findes alternative ruter til transporten af godset. Og dét alternativ bliver vejnettet, siger Claus Holstein, administrerende direktør hos Aalborg Havn Logistik A/S.

Usikker fremtid for jernbanen

I de senere år har Aalborg Havn investeret mere end 20 mio. kr. i opgraderingen af sporene i Aalborg-området, og kundetilstrømningen stiger støt. Det vurderes, at der på sigt er potentiale til op imod 300.000-500.000 tons gods årligt svarende til 12.000-20.000 lastbiler.

Men sporlukningen kan i yderste konsekvens have længerevarende konsekvenser for trafikken på skinnerne, og derved bidrage til yderligere belastning af det mættede vejnet, vurderer man ved Aalborg Havn:

- Det kan medvirke til, at kunder og leverandører vurderer, at stabiliteten på jernbanen er for svingende – og derfor permanent omlægger transporten til vejnettet, siger Claus Holstein.

Skulle denne konsekvens blive til virkelighed, lever det meget dårligt op til EU-kommissionens erklærede mission om at øge godstransport via jernbane og sø for at reducere godstransportens miljøpåvirkning og trængslen på vejnettet. Målet er, at 30% af godstransporten, som transporteres mindst 300 km, bliver omlagt til jernbane eller sø inden 2030 – og i 2050 er dette tal forhøjet til 50%. De ambitiøse mål lader dog til at blive udfordret af det planlagte sporarbejde.

Gentagelse i 2019
Bekymringerne bliver ikke mindre i fremtiden, for igen i foråret 2019 lukker Banedanmark begge spor – denne gang på strækningen Hobro-Aalborg.

- Vi støtter naturligvis sporarbejdet, som kommer os alle til gode. Men vi synes ikke, det er en holdbar løsning at lukke begge spor på én gang, siger Claus Holstein og fortsætter:

- Løsningen kunne være at lukke ét spor af gangen eller planlægge faste arbejdsvinduer, så godsoperatørerne på jernbanen kan fortsætte driften og opretholde forsyningssikkerheden til kundernes tilfredshed. Det eneste, vi ønsker, er egentlig bare tilfredsstillende arbejdsvilkår for alle vi nordjyske virksomheder og vores kunder, der er afhængige af jernbanesporene.

Der har været kontakt mellem Aalborg Havn og Banedanmark omkring sporarbejdet, men Aalborg Havn har ikke yderligere kommentarer hertil.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087