23948sdkhjf

Slut med vognmænd og deadlines

Redaktør John Larsen fra DTL Magasinet runder snart 65 år og går på pension. Nu skal børnebørn og musik prioriteres.

Efter næsten 20 år som redaktør af DTL-Magasinet har John Larsen valgt at stoppe og gå på pension. Han fortsætter et liv uden vognmænd og uden deadlines. Det starter, når han fylder 65 - og det gør han den 29. marts 2018.

John Larsen er bestemt ikke utilfreds med sit arbejde som redaktør. Snarere tværtimod; men at se frem til et 25 års jubilæum indgår ikke i hans planer.

Derfor bliver det til et farvel til gode kolleger på Grønningen i København, farvel til årsmøderne i DTL’s medlemsforeninger og farvel til rejserne med lastvognsimportørerne til messer i Hannover, Amsterdam, Stockholm , Berlin mm.

Selv uden stort kørekort og køretekniske færdigheder ved en professionel redaktør som John Larsen alt om, hvordan en teknisk udformet pressemeddelelse kan blive til en læseværdig artikel. Det er en nødvendig kunst for en vidtfavnende redaktør af et seriøst fagblad.

Positiv livsstil

John Larsen er en livsnyder, der sætter pris på bordets glæder. Han går ikke af vejen for en velskænket specialøl på en fortovsrestaurant, når indtrykkene fra en lastbiludstilling skal fordøjes.

Som pligtopfyldende redaktør i alle år har han aldrig haft en sygedag, som hindrede ham i en rettidig udsendelse af DTL-Magasinet. Bladproduktionen skulle passes, og det skete i et tæt samarbejde med redaktionssekretær Margrethe Aarup, som gik på pension for få måneder siden.

De to udgjorde et stærkt og yderst professionelt makkerskab. Deres kemier passede godt sammen.

Journalistisk har John Larsen fundet sig bedst tilpas i fagbladsverden. Efter en uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole blev det til et kort ophold på Frederiksborg Amtsavis. Herefter var det fagbladene, der trak.

Dansk Arbejdsgiverforening og Danske Malermestre havde medier, hvor han kunne udfolde sig, inden han blev ansat hos vognmændene.

Sikker som rådhusuret

Nogle påstår, at han er lige så driftssikker som rådhus-uret i København. Der gik mere 100 år, før det fik sit første eftersyn. Der var vist lidt rust i de mekaniske dele.

John Larsens journalistiske temperament ligger ikke til de store overskrifter om balladen blandt vognmandsorganisationerne og uenighed på Christiansborg.

Han foretrækker artikler, som er holdbare og gennemarbejdede. Arbejdsmæssigt hører han til den gamle skole, hvor hver passer sit. Han har altid kendt sig plads.

Holder af tresser rock

I redaktionen og ikke mindst i frokoststuen fører han sig dog frem med sin store interesse for rockhusik fra 1960’erne og 1970’erne. De yngre kolleger bliver underholdt med en genudgivelse eller en koncert. Han duperer dem med sin store viden.

I DTL omtales John Larsen som et levende musikalsk leksikon. Hans foretrukne er vist nok Eric Clapton og Rolling Stones. Han praler også med at have en gammel piratplade med The Beatles´ julehilsener.

Børnebørn og ældre hus

John Larsen har en realistisk holdning til tilværelsen. Han har valgt ikke at have en deadline hængende over hovedet. Han har fået nok af, at andre har sat den dagsorden, som han skulle leve efter.

Fremtidsplanerne ligger foreløbig på et mere overkommeligt plan med pasning af de to børnebørn og samvær med de fire døtre og tre svigersønner. Det ældre hus i Greve med have trænger også til en kærlig hånd.

Han vil ikke helt afvise at vende tilbage til journalistikken. Måske når hus og have ikke kan fylde hele hans tilværelse.

Han har lovet at sørge for maden, når hans kone kommer hjem fra arbejde. Hun har stadig nogle år tilbage på arbejdsmarkedet. Kogekunst bliver måske en af John Larsens kommende spidskompetencer. Man kan nå langt med god vilje og udholdenhed.

Fødselsdag fejres i luften

John Larsen og hans kone Anne elsker at rejse. Tilbageværende kommunistlande har tilsyneladende en vis tiltrækningskraft. Både Cuba og Vietnam er blevet grundigt studeret af redaktørfamilien.

Hans 65 års fødselsdag fejres i den vestlige del af verden. På dagen sidder han og Anne ombord på et fly på vej til de Dansk Vestindiske Øer.

John Larsen har allerede givet DTL-Magasinet videre til sin efterfølger. Sidste arbejdsdag er den 23. marts, hvor han siger pænt farvel til kollegerne på Grønningen ved en intern reception.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094