DTL revser dårlig snerydning: Sparetænkning er en milliardregning til danskerne
Det må kunne gøres bedre, mener DTL-Danske Vognmænd.
Der er varslet sne og slud. Temperaturen ligger omkring frysepunktet. Alligevel er selv motorveje og hovedfærdselsårer for ofte ikke saltet og ryddet, når morgentrafikken sætter ind.
- Det har slået mig igen og igen gennem denne vinter, at det er som om de meteorologiske varsler hver gang kommer bag på vinterførebekæmpelsen, og at der først sættes ind, når trafikken er i fuld gang. Det koster det danske samfund milliarder i tabt produktivitet, at så mange skal sidde i kø bag uheld, siger Erik Østergaard.
Nattens snevejr over Sjælland og København har efterladt regionen med alenlange bilkøer og en lang række uheld, som måske kunne være undgået, hvis myndighederne havde lyttet til vejrudsigterne og rettidigt havde sat ind med vinterførebekæmpelse.
Hær af vognmænd er klar
- Der står en hel hær af vognmænd klar til at træde til, når frost, sne og slud truer med at lukke infrastrukturen ned. Og jeg kan ikke sige mig fri for mistanken om, at myndighederne trækker beslutningen om at sætte ind med saltning og snerydning, for at spare penge. Men samfundsmæssigt set er det et dårligt bytte. Hellere salte en gang for meget, hvor vejret måske ikke blev så slemt som forudset – fremfor igen og igen at lade landet gå i stå og den ene ulykke efter den anden finde sted på vejene, fortsætter Østergaard.
- Selvfølgelig handler det også om, at bilisterne skal køre efter forholdene, at tage tidligere afsted og lette foden fra speederen. Men der er for mig at se ingen tvivl om, at vi kan og bør styrke vinterførebekæmpelsen. Der er jo mange vintre i Danmark uden særlig meget sne og frost – så det må være muligt at have økonomisk rum til at håndtere de dage eller perioder, hvor vi for alvor mærker vinteren, slutter Erik Østergaard.
I henhold til regulativet om vinterførebekæmpelse gælder det, for kørebaner, at:
Alle statens kørebaner er placeret i klasse I jf. bilag A, med undtagelse af enkelte arealer på sideanlæg, se under disse. Det tilstræbes således, at der saltes inden der bliver glat, hvorfor saltning på disse veje kan iværksættes på alle tider af døgnet.