23948sdkhjf

Papir og metal skaber vækst i Kolding Havn

Alt dansk avispapir går igennem havnen, der er i gang med at udvide med 70.000 m2
Kolding Havn forsøger at skille sig ud ved at specialisere sig. Eksempelvis ved at håndtere metalcoils, der er meget store ruller af tyndt stål. De skal håndteres af specialuddannet personale og specialudstyr og skal opbevares i klimakontrollerede haller.

- Det er svært lige at gøre i en anden havn. Imidlertid er havnen også en klassisk havn, fastslår direktør, Anders Vangsbjerg Sørensen.

- Men de sidste år har vi bestræbt os på at udvikle specialsegmenter - altså håndtering af specialgods, fastslår direktøren.

Ingen konkurrenter

Ifølge direktøren kan hans kunder ikke rigtig bruge nogle af konkurrenterne - Fredericia, Aabenraa og Fredericia.

- For Kolding er meget forskellig. Aabenraa er ikke nødvendigvis en konkurrent, fordi de har meget bulk, skærver, sten og grus, påpeger han og uddyber:

- Det har vi også, men det er et segment, vi satser mindre på. Et godt eksempel på det, vi satser på, er papir - al avispapir i Danmark kommer omkring Kolding. Vi taler om kæmpestore ruller, der er lidt over en mandshøjde og halvanden meter i diameter. De kommer fra Norden, og på gode dage, hvor tingene lykkes, sender vi genbrugspapir tilbage, siger Anders Vangsbjerg Sørensen.

Stål og gødning

Desuden lægger direktøren stor vægt på stål og gødning, som man lægger i sække med 750 kg. i hver.

- Kolding Havn er en noget større gødningshavn, end der egentlig er belæg for. Og vi er ret store på recycling af metaller. Vi har helt særlige arealer til dette, for der er helt særlige miljøkrav til det område - at laste skrot kræver både rutine og lidt specialviden.

Vi arbejder desuden meget med genbrugsglas, og vil også gerne håndtere genbrugsplastik og genbrugspapir. Det satser vi på, og vi vil i det hele taget gerne udvikle cirkulærøkonomi-segmentet.

Specialsegmenter

For omkring fem år siden begyndte Kolding Havn at satse på specialsegmenterne.

- Det er kommet lige så stille, og nu har vi det som en del af vores strategi, for vi vil gerne det, som andre ikke kan eller vil.

Og man kan ikke bare lige flytte avispapiret til Horsens eller Vejle. Selvfølgelig kan man flytte det, men det er sin sag lige at flytte det, for man lærer ikke lige at håndtere det på en formiddag. Skærver kan alle håndtere, så vores strategi er at gøre noget andet også, forklarer direktøren.

Hvilke udfordringer giver det?

- Udfordringer ved at være en specialhavn er, at de første investeringer er ret hårde, og det tager lidt tid at få det på plads. Hvis vi satser på genbrugs-plastik, er der altid en risiko for, at markedet forsvinder, så du skal investere i de rigtige faciliteter til de rigtige produkter, svarer direktøren.

Havnedirektøren uddyber, at havnen står på tre ben:

- Det ene er, at vi er en specialhavn til specielle produkter. Den anden er, at vi gerne vil være en trimodal havn, hvorfra gods fra skibe, lastbiler og tog kan flyttes fra den ene til den anden ende, herunder alt, hvad der er stort og tungt og besværligt. Og det sidste ben er, at vi har en landlord-strategi, altså vi stiller havneservice til rådighed for virksomhederne, der har behov for service.

Vokser hastigt

På Kolding Havn har man flere virksomheder, der udfører stevedorevirksomhed, men man laster og lodser skibe med egne kraner og personale.

- Det ser vi som vores forretningsområde. Og hvis nogen mangler et pakhus, skal vi nok bygge det, siger direktøren og tilføjer, at en stor udvidelse af havnen er på vej.

Og havnen er som mange andre danske havne midt i en udvidelse - man er nemlig i fuld gang med at bygge et nyt 70.000 m2 bagland. Han ser det som en nødvendig udvidelse set i lyset af tocifrede vækstrater og større efterspørgsel. Men det kan også være risikabelt.

- Når vi er færdige med den her udvidelse om tre år, er verdenshandlen måske brudt sammen. Men hvis ikke, og det er den jo nok ikke, venter nye muligheder, siger havnedirektøren.


FAKTA: Kolding Havn

Kolding Havns strategiplan frem mod 2025 indeholder tre fokusområder, som til sammen skal sikre havnen en stabil vækst.

Det første område er Kolding Havns kombitransport - som én af de eneste havne i Danmark har havnen en såkaldt trimodal eller kombi-transportcenter, hvor de tre transportformer - bil, tog og skib - mødes.

Et andet fokusområde er ’specialhavnen’. I de kommende år ønsker Kolding Havn i endnu højere grad at tilbyde løsninger til håndtering af specialgods. Kolding Havn er allerede specialister inden for håndtering af en række godstyper, herunder forskellige typer af stål, papir og gødning. Mange andre godstyper stiller imidlertid særlige krav til effektiv og korrekt håndtering.

Det sidste fokusområde, havnen fremhæver, er rollen som ’landlord’ for forædlingsvirksomheder. Kolding Havn vil arbejde systematisk på at tiltrække virksomheder, der er afhængige af havnefaciliteter for at kunne udvikle deres forretning og vækste yderligere. Det kan eksempelvis være distributionsvirksomheder, pick and pack-virksomheder, logistikvirksomheder, og især virksomheder inden for cirkulær økonomi.

Omsætningen lå i 2017 på 31,7 mio. kr. (28,7 mio. i 2016) og driftsresultatet lå på 6 mio. kr., mens bundlinjen var 4,9 mio. kr.

Kilde: Kolding Havn
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094