30 nye køletrailere ruller ud for Alex Andersen
Alex Andersen Ølund A/S har netop fået leveret 30 spritnye SOR trailere fra Fyns Karosseribyg.
SOR trailerne er en 13,6 m køletrailer produceret i glasfiberpaneler med low-noice gulv, monteret på et 3 akslet SOR trailerchassis med 9 tons SAF aksler og skivebremser. Trailerne har dobbelte bagdøre og er med undermonteret BÄR BC 2000 R2T slædelift med batteristation, samt Carrier kølemaskine.
De 30 nye SOR Iberica trailere er leveret af Fyns Karosseribyg A/S i Odense, som er skandinaviske forhandler af SOR Iberica.
SOR producerer ca. 1500 køle- og frysekasser om året og de har produceret over 30.000 i den tid firmaet har eksisteret. SOR er i dag Europas 4. største leverandør af kølekasser.
Beliggende i Højme ved Odense, beskæftiger Alex Andersen Ølund sig med transport af blomster, frugt og grønt og andre temperaturfølsomme varer samt stykgods af enhver art. Virksomheden beskæftiger 550 ansatte hvoraf ca. 340 af disse er chauffører, som dagligt betjener 200 lastvognstog.